“Off the Grid” er titlen på en ny film om tidens mange nye bud på mobile boliger. Filmen produceres i øjeblikket med støtte fra Dreyers Fond.
Med det hastigt voksende befolkningstal og den teknologiske udvikling er der over hele verden efterspørgsel efter boliger, som er transportable og konstrueret af nye materialer. Helt nye alternative boligformer spirer frem for at komme ønsker og drømme om mobilitet og fleksibilitet i møde.
En ny dokumentarfilm “Off the Grid – Architecture of Modern Nomads” beskriver en række af de radikale og unikke løsninger, som dækker moderne menneskers behov for husly. Filmen, der er støttet af Dreyers Fond, giver gennem møder med beboere og boligskabere indblik i, hvordan de nye boliger virker og hvilke ideer, der ligger bag.
“Off the Grid” instrueres af Jesper Wachtmeister, der blandt andet tidligere har stået bag dokumentarfilmen “Test Site”. Både svensk, norsk og australsk tv er allerede interesseret i filmen, som forventes færdig i løbet af 2013.