Med støtte fra Dreyers Fond deltog Club Lannung i Nordisk Processpil om Menneskerettigheder i Oslo den 12.–15. juni og hjembragte prisen for det bedste processkrift på statens side.
Det Nordiske Processpil om Menneskerettigheder eller Den Nordiska Rättegångstävlingen om de Mänskliga Rättigheterna blev startet i 1984 af Stockholms Universiteter og er en konkurrence mellem jurastuderende fra de nordiske lande, Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island.
I år havde Oslo værtskabet, og Club Lannung mødte op for at udfordre de andre nordiske hold i en fiktiv sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som hvert af de 12 deltagende hold havde indgivet et klagerskrift til i marts på vegne af en berørte borger og et svarskrift på vegne af en indklaget stat.
På baggrund af de indgivne skrifter procederede holdene mod hinanden i Norges højesteret i Oslo, hvor dommerpanelet bestod af nordiske dommere fra Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg og dommere fra højesteretterne i Norden.
Om processpillet betydning for de deltagende studerende udtaler højesteretsdommer Børge Dahl:
– De studerende får via deltagelsen i processpillet mulighed for at arbejde praktisk med juraen på en måde, som de ellers ikke har mulighed for på universiteterne. Det giver utvivlsomt de studerende en anden og bedre forståelse for juraen i almindelighed og menneskeretten i særdeleshed.
Årets resultat blev, at Club Lannung vandt den indledende runde mod Club Tromsø og Club Lejonhjärta (Helsinki), men tabte semifinalen til Club Lejonhjärta, der havde kvalificeret sig som en af de bedste toere i den indledende runde. Det indbyrdes opgør mellem Lannung og Lejonhjärta endte uafgjort, men Lejonhjärta havde en anelse bedre processkrifter end Lannung, og de gik derfor videre til finalen, som de også vandt.
Udover det fine resultat for procedurerne modtog Club Lannung prisen for det bedste processkrift på vegne staten.