Danske studerende samarbejder med Operahuset i Sydney.
Fem danske studerende skal til Sydney for at deltage i moderniseringen af Sydney Opera House til sommer.
De fem studerende er det andet danske hold i rækken på i alt 100 danske og australske studerende, der inden for de næste 10 år skal på udveksling i henholdsvis Danmark og Australien med programmet MADE by the Opera House.
Studerende fra arkitekt-, design- og ingeniøruddannelserne har søgt om deltagelse i MADE by the Opera House. Ud af dette felt er der udvalgt fem talentfulde studerende. De er alle meget fagligt stærke, har interesse for den tværfaglige arbejdsmetode samt gode kommunikations- og samarbejdskompetencer.
De fem udvalgte MADE studerende er:
– Birthe Wohlenberg, Diplomingeniørstuderende, Bygningsdesign, Danmarks Tekniske Universitet, DTU
– Arnthrudur Gisladottir, Civilingeniørstuderende i byggeri, Aarhus Universitet – Institut for ingeniørvidenskab
– Mathias Ørum Nørgård, Kandidatstuderende i Arkitektur, Arkitektskolen Aarhus
– Mai Alexandra Bogø, Kandidatstuderende i Arkitektur, Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK)
– Signe Møller Rosendal, Bachelorstuderende i Kommunikationsdesign, Designskolen Kolding
De danske studerende skal til Australien i perioden juli – august 2015, hvor de i seks uger skal danne sig erfaringer med tværfaglige arbejdsmetoder ved at arbejde sammen om et projekt, der rummer både arkitektoniske, ingeniørmæssige og designrelaterede problemstillinger. Projektet har fokus på moderniseringen af Sydney Operaen og vil blive udviklet af Sydney Opera House i samarbejde med to af programmets partnere; ingeniørvirksomhederne Steensen Varming og Arup.
Australske studerende hos COBE
De fem danske studerende blev præsenteret i forbindelse med afslutningen på det andet MADE forløb i Danmark, hvor fem australske studerende de seneste 6 uger har arbejdet sammen i en tværfaglig gruppe hos COBE.
Programmets afslutning blev markeret med en fremlæggelse af projektet “TRANSFORMATION – Pakhus 54 in the future Nordhavn – a multidisciplinary Australian-Danish exchange program”. De MADE studerendes projekt tager udgangspunkt i en transformation af et af de gamle pakhuse, Pakhus 54, på Sundmolen i Nordhavnen i København. Over de kommende år vil Nordhavnen skifte afgørende karakter fra at være et havneområde til at blive en ny, bæredygtig bydel i København med ca. 40.000 indbyggere. COBE vandt konkurrencen om omdannelsen af Nordhavnen i 2008 og har siden da fungeret som rådgiver for udviklingen af den nye bydel.
Præsentationen foregik den 20. februar hos COBE.
Læs mere her.