Mange danskere lever i et historisk hus uden at vide det. Men det er ikke ligegyldigt, hvilken farve man giver facaden på det historicistiske klassiske etagehus, eller hvilke vinduer man vælger til funkisbygningen, mener Dansk Bygningsarv.
Har man ikke den rette viden, risikerer man at ødelægge sit etagehus’ særegne stil, historie og byggetekniske kvaliteter, når ejendommen skal sættes i stand. Nogle bygninger er f.eks. rigt udsmykkede med støbte detaljer og glaserede tegltage, mens andre bevidst er gjort enkle med vægt på funktion. Og det er kendetegn, man bør skatte, respektere og videreføre, mener Dansk Bygningsarv, der netop har udgivet publikationen ‘Kend dit etagehus’, som er en guide med masser af hjælp til ejere, lejere og andelshavere i etagehuse.
Publikationen er gratis og indeholder 13 stilblade, der beskriver de 13 mest udbredte etagehustyper bygget fra 1850’erne til i dag, og for hver hustype gives gode råd om, hvad der gør den enkelte bygning til noget særligt, så man kan træffe kvalificerede valg, når bygningerne skal renoveres.
– Stilbladene er også en opfordring til danskerne om at lære mere om byens etagehuse og deres historiske kvaliteter, og ikke mindst dem man selv bor i. Folk skal ud på gaden og se på de mange smukke bygninger der danner ramme om hverdagens liv i byen, men som desværre ofte overses i konkurrencen med ny spektakulær arkitektur, uddyber Peter Tom-Petersen projektleder i Dansk Bygningsarv, der håber at stilbladene, foruden at hjælpe med god vedligeholdelse, også kan medvirke til at engagere flere danskere i byens mange huse.
Publikationen ’Kend dit etagehus’ er udgivet i samarbejde med en række fonde deriblandt Dreyers Fond og kan også læse på Bygningskultur Danmarks hjemmeside eller her; Kend dit etagehus.