Siden 1979 har Selskabet for Arkitekturhistorie udgivet det arkitekturhistoriske årsskrift Architectura med artikler om arkitektur og ældre dansk bygningskunst skrevet af nogle fagets bedste skribenter og fagfolk.
Architectura udmærker sig – udover det høje faglige niveau – ved skriftets høje grafiske standard.
Dreyers Fond har støttet udgivelsen af Architectura gennem flere år, og i Selskabet for Arkitekturhistorie er man meget taknemmelige for støtten:
– Som redaktør af Architectura vil jeg meget gerne udtale, at den trofaste økonomiske støtte fra Dreyers Fond er af afgørende betydning for, at vi, dvs. Selskabet for Arkitekturhistorie, overhovedet er i stand til at udgive et arkitekturhistorisk årsskrift på så højt et kvalitetsmæssigt stade, som tilfældet er. Der findes ikke noget tilsvarende årsskrift i hele Skandinavien, og vi er glade, stolte og taknemmelige over, at det år efter år har været muligt at udgive Architectura i et grafisk og illustrationsmæssigt udstyr, helt på linje med de fineste bogudgivelser fra de førende forlag indenfor kunst og arkitektur, fortæller Jørgen Hegner Christiansen, arkitekt MAA og redaktør, Architecture.
Architectura nr. 34 udkommer juni 2012.
Læs mere om Selskabet for Arkitekturhistorie og Architectura på selskabets hjemmeside.