I rapporten ”Finanskrisen i Danmark – kan det ske igen ?” analyserer tænketanken Krakas Finanskrisekommission årsagerne til finanskrisen og foreslår fremadrettede løsninger.
Finanskrisekommissionens arbejde blev sat i gang for to år siden, og er blandt andet støttet af Dreyers Fond.
Fokus for arbejdet har været at reducere risikoen for makroøkonomisk og finansiel ustabilitet i fremtiden på en effektiv måde. Professor Torben M. Andersen og professor Peter Birch Sørensen har sammen med Kraka stået for arbejdet.
Finanskrisekommissionen behandler blandt andet i sin rapport advokaternes rolle. I afsnittet ”Advokaternes rolle – legal audit” foreslås det, at det bør undersøges, om advokaterne fremover kan udføre retlig revision – såkaldt ”legal audit” – som supplement til revisorernes kontrol og Finanstilsynets inspektioner. Formålet kan være at undersøge, om reglerne bliver efterlevet og dermed at sikre, at direktion og bestyrelse implementerer de relevante regelsæt. Derudover kan den retlige revision have fokus på god selskabsledelse.
Baggrunden for forslaget er en analyse om advokaternes rolle, udarbejdet af professor dr. jur. Linda Nielsen. Hun har undersøgt, om advokaters ekspertiseområder og erfaringer kan bidrage til forebyggelse af fremtidige finanskriser.
Læs rapporten her
Læs mere her