Dreyers Fonds Hæderspris på 400.000 kr. blev tirsdag d. 25. oktober overrakt til advokat Jens Paulsen for hans særlige indsats indenfor formidling af ansættelses- og insolvensret.
Med tildelingen af Dreyers Fonds Hæderspris 2011 til advokat og partner Jens Paulsen, Dahl Advokatfirma, ønsker Dreyers Fond at hædre en arbejdsindsats, som hele den danske advokatstand har store glæde af.
Jens Paulsen har gennem en årrække ved siden af sit advokatvirke været særdeles aktiv i både organisationsarbejde, med at skrive faglige artikler og bøger og holde kurser for kolleger om især ansættelses- og insolvensret.
Advokat Birte Rasmussen fra Dreyers Fonds bestyrelse motiverede valget af Jens Paulsen bl.a. med ordene:
”Jens Paulsen bidrager ved sine bøger og ved sin undervisning til, at kolleger landet over i deres dagligdag får inspiration til at se praktiske problemstillinger indenfor insolvensretten og ansættelsesretten samt inspiration til, hvorledes disse kan løses…()
Hvor der ikke er noget klart svar, beskriver Jens Paulsen i sine bøger argumenterne for og imod foreslåede løsninger, hvad er særdeles brugbart for kolleger, som står foran konkrete problemstillinger, hvad enten det er i forhandlinger eller i retten.”
Om Jens Paulsen
Advokat og partner Jens Paulsen, Dahl Advokatfirma, er forfatter til adskillige bøger om insolvensret og ansættelsesret bl.a. ”Insolvensret”, ”Insolvensretlige dokumenter”, ”Insolvensret – gældssanering”, ”Insolvensret – rekonstruktion”, ”Insolvensret – konkurs”, ”Afskedigelse”, ”Personaleret – regel og paradigme-samling”, ”Arbejdsmarkedsklausuler – erhvervsbegrænsende og mobilitetshæmmende aftaler” og ”International erhvervsret”. Endvidere har Jens Paulsen skrevet en lang række artikler om primært eksport-, ansættelses- og erhvervsretlige emner. Jens Paulsen er bestyrelsesmedlem i Danske Insolvensadvokater og har siden 2001 været medlem af Advokatrådets erhvervsudvalg, siden 2003 medlem af Advokatrådets retsudvalg og siden 2007 medlem af Advokatrådets ekspertudvalg for konkurs- og insolvensret.
Om Dreyers Fonds Hæderspris
Dreyers Fonds Hæderspris er på 800.000 kr. og tildeles hvert år i oktober en arkitekt og en advokat, der har udmærket sig indenfor sit felt. Prisen har været uddelt siden 1982 og betragtes som den fornemmeste pris til advokater i Danmark. På arkitektsiden tildeles prisen i år arkitekt Bjarke Ingels for hans uforfærdede og overraskende måde at tænke det at bygge og bo.