Innovation er ikke forbeholdt særlige brancher – den findes overalt – men i advokatbranchen har der ikke tidligere været særlig fokus på innovation, og advokatstanden bliver stadig af mange set som en støvet og konservativ branche.
For at sætte fokus på innovation i en traditionel ’ikke-innovativ’ branche indstiftede Advokatrådet i samarbejde med Margot og Thorvald Dreyers Fond Advokaternes Innovationspris i 2007.
Den 22. september 2008 blev prisen uddelt for anden gang. Vinderne af første præmien på 125.000 kr. blev Sirius Advokater for projektet ’Sirius Akademi – ADHARA’ – et coachingbaseret kompetenceudviklingsprogram med løbende effektmålinger gennem hele forløbet.
2. præmien på 75.000 kr. gik til Plesner for projektet ’Plesner Leadership Excellence’ og 3. præmien på 50.000 kr. gik til Johansen og Blidahl for projektet ’Et anderledes advokatfirma’.
Prisen blev i år overrakt i Odense af filmproducent og talent-dommer Peter Aalbæk og advokat Birte Rasmussen fra Dreyers Fonds bestyrelse.
Innovation kender ingen størrelse og ingen grænser
Alle virksomheder i branchen kan indstilles – både enkeltmandsvirksomheder, store advokatfirmaer eller afdelinger heraf, samt advokatkæder. Advokater kan indstille egen virksomhed og/eller andre advokatvirksomheder og det samme advokatfirma kan godt indstilles med flere forskellige innovative projekter.