De prominente gæster skal have en ny stol at sidde op, når kongehuset og regeringen holder gallamiddage eller andre officielle arrangementer.
Funktionel komfort og æstetisk nydelse er nogen af nøgleordene i konkurrencebetingelserne for udformningen af en ny stol til det officielle Danmark.
Ideen til stolen og konkurrencen er undfanget af snedkermester Ejnar Pedersen, der gennem et lagt liv har arbejdet tæt sammen med nogen de førende møbelarkitekter som Hans J. Wegner, Finn Juhl, Nanna Dietzel, Poul Kjærholm og flere andre.
– Min tanke var, at man ved alle de officielle fester burde vise det bedste, vi har at byde på i dansk møbelkunst. Jeg er stolt over det, danske arkitekter og håndværkere har skabt sammen og syntes, at når landets øverste repræsentanter og højtstående udenlandske gæster mødes til fest og galle, skal de have en stol, der både er god at sidde i og en fryd for øjet, fortæller Ejnar Pedersen, der sammen med arkitekt Knud Holscher har udformet konkurrencen med rådgivning fra Akademisk Arkitektforening.
I dommerkommitéen sidder: Knud Holscher (formand), designer Cecilie Manz, direktør Erling Nielsen, Thorsen Møbler, arkitekt Kasper Salto og arkitekt Lene Tranberg, Lundgaard & Tranberg.
Konkurrencen er åben for alle fra d. 17. maj til d. 10. september. Vinderne bliver offentliggjort d. 16. december.
Læs mere på Akademisk Arkitektforenings hjemmeside.