Deltagerne i Vis Moot – verdens største og mest prestigefyldte konkurrence for jurastuderende inden for formuerettens område – omtales som ’mooties’. Otte kanditatstuderende fra København er blandt de i alt 23 danske mooties, som til påske skal konkurrere mod jurastuderende fra knap 400 andre universiteter verden over.
Tre danske hold har de sidste måneder arbejdet hårdt på at aflevere processkrifter for henholdsvis sagsøgere og sagsøgte i en fiktiv sag om et hackerangreb. Den skriftlige fase er netop afsluttet, og holdene skal nu i gang med den mundtlige del af Vis Moot konkurrencen. Otte ’mooties’ fra Københavns Universitet er iblandt de i alt 23 danske jurastuderende, der til påske skal procedere som advokater i Vis Moot-finalen i Wien i en fiktiv voldgiftssag.
Laura Nørrung Poulsen
Jeg er 23 år og i gang med det første semester af kandidaten på Københavns Universitet. Ved siden af studiet arbejder jeg som stud.jur. i procesafdelingen hos Poul Schmith/Kammeradvokaten, og så er jeg Gruppevejleder for de nye jurastuderende på deres første år af bacheloren. I min fritid bruger jeg meget tid på at løbe og være aktiv.
Silas Sarrouw Jensen
Jeg er 24 år, og er en del af dette års Vis Moot-hold fra Københavns Universitet, hvor jeg primært arbejder på voldgiftsdelen af årets case. Jeg læser på 1. semester af min kandidatuddannelse. Ved siden af mine studier arbejder jeg som Legal Intern i Plesner med kommercielle rets- og voldgiftssager i Team General Disputes. Min sparsomme fritid bruges gerne på en fodboldbane eller i træningscenteret
Mustafa Sert
Jeg er 25 år og i gang med det sidste år af den juridiske kandidatuddannelse på Københavns Universitet, som jeg blandt andet bruger på at repræsentere KU til Vis Moot. Ved siden af mine studier arbejder jeg i Gorrissen Federspiel, hvor jeg primært beskæftiger mig med kommercielle rets- og voldgiftssager.
Carl Bau Nielsen
Jeg er 23 år, og beskæftiger mig hovedsageligt med den del af dette års case, der angår international køberet (CISG). Jeg er i gang med første semester på den juridiske kandidatuddannelse. Til dagligt arbejder jeg som Legal Intern i Plesners afdeling for immaterielle rettigheder, og ellers bliver størstedelen af min fritid brugt på indendørs klatring/bouldering
Sebastian Crone Faarborg
Jeg er 25 år og i gang med det sidste år af den juridiske kandidatuddannelse på Københavns Universitet. Ved siden af mine studier arbejder jeg i Gorrissen Federspiel, hvor jeg primært beskæftiger mig med rets- og voldgiftssager inden for shipping.
Rune Rankløve
Jeg er 23 år, og læser på 1. semester på Kandidaten på Københavns Universitet. På min bachelor tilbragte jeg et semester på udveksling på et af verdens ældste universitet i Bologna i Italien. Jeg arbejder som stud.jur. hos Kølig Advokater. Min fritid nydes med god mad og venner.
Line Viggers
Jeg er 23 år og læser på 1. semester af kandidaten på Københavns Universitet. Ved siden af mit studie og min deltagelse i Vis Moot, arbejder jeg som juridisk student hos Poul Schmith/Kammeradvokaten i afdelingen for Digital Rådgivning: Opkrævning, inddrivelse og finans.
Markus Emil Klokholm
Jeg er 23 år gammel, og jeg studerer på 1. semester af kandidatuddannelsen på Københavns Universitet. Udover at være en del af dette års stærke Vis Moot-hold på vegne af KU, arbejder jeg hos Kromann Reumert i afdelingen for arbejds- og ansættelsesret.
Om Vis Moot
‘Vis Moot’ er en forkortelse for ’Willem C. Vis International Commercial Arbitration Moot’ der også er kendt som ‘CISG- og voldgiftsprocesspillet’. Vis Moot er verdens største og mest prestigefyldte konkurrence for jurastuderende inden for formuerettens område. Deltagerne omtales som ’mooties’.
Dreyers Fond støtter de tre danske hold, der skal konkurrere mod studerende fra knap 400 andre universiteter verden over. Konkret konkurrerer de i et processpil, hvor de studerende procederer som advokater foran virkelige voldgiftsdommere i en fiktiv voldgiftssag.
Læs mere om konkurrencen og om årets Vis Moot-case.