Louisiana udbygger arkitekturstoffet på sin digitale tv-kanal Louisiana Channel. Den nye satsning på mere arkitekturstof er iværksat med støtte fra Dreyers Fond.
Planen er at producere 70 arkitekturvideoer i løbet af de næste 5 år. Indholdet kan være portrætter af enkelte arkitekter og serier om arkitekturens problemfelter som for eksempel byplanlægning eller bæredygtighed.
I den første video medvirker Bjarke Ingels. Interviewet med Bjarke Ingels handler blandt andet om arkitekturens globale rolle, transformative kraft og hvordan det er et argument for, at man beskæftiger sig med lokale kulturer og lærer fra hinanden verden over.
I den anden video medvirker JAJA Architects. I videoen fortæller de to partnere i JAJA Architects om et parkeringshus i Nordhavn med en legeplads på toppen. Det er et eksempel på ny arkitektur i Københavns nye bydel, som viser, at bygninger kan bruges på andre end de traditionelle måder.
Videoerne stilles til rådighed for alle, der ønsker at bruge dem i forbindelse med udstillinger, digitale publikationer, undervisningsmateriale eller anden formidling. Målet er ”at højne den faglige refleksion i arkitekturfaget, fremme erfaringsudvekslingen og facilitere den brede offentligheds møde med arkitekturen i det nye digitale rum”.
Se video med Bjarke Ingels her
Se video med JAJA Architects her
Læs mere her