I dag den 20. august går Kulturmødet Mors online, og Dreyers Fond har støttet arkitekturprogrammet, der er spækket med spændende samtaler, debatter og roadtrips via video.
Under normale omstændigheder er Kulturmødet lig med tre dage på Mors, hvor op mod 25.000 mennesker er samlet. Grundet covid-restriktionerne er Kulturmødet her i 2020 digitalt, og det samlede arkitekturprogram for Kulturmødet Mors er beskrevet her med link til hvert event. Alt er gratis og muligt at opleve online både på det angivne tidspunkt og efterfølgende.
Arkitektur-roadtrip med Dan Stubbergaard
Dan Stubbergaard er prisvindende grundlægger af tegnestuen Cobe og en af vor tids mest betydningsfulde arkitekter. Tegnestuen står bag nogle af de mest markante byggerier i nyere tid. Projekterne spænder fra udvikling af Nordhavn i København, rockmuseet Musicon, Israels Plads og Nørreport til bebyggelsen af Dokøen i Københavns havn.
Denne kunstnersamtale er fra en filmserie af roadtrips gennem Danmark med højprofilerede arkitekter på forsædet. I uformelle samtaler fortæller de om deres yndlingsarkitektur og de af deres egne projekter, der fortæller mest om den tid, vi befinder os i.
Tilmelding til torsdag den 20. august kl. 13.00-14.00
Er det tid til en ny national arkitekturpolitik?
Kulturministeren og andre debatterer den nuværende nationale arkitekturpolitik, der er seks år og tre regeringer gammel. Meget er sket siden. Er det ved at være tid til, at Danmark får en ny national arkitekturpolitik, som igen kan udstikke en retning for, hvad Danmark vil med arkitekturen nationalt og internationalt? Hvad skal den i givet fald kunne og hvilke emner og initiativer skal med?
Paneldebat med Ane Cortzen som vært og følgende deltagere:
- Joy Mogensen, Kulturminister
- Johnny Svendborg, Formand Arkitektforeningen og ejer Svendborg Architects
- Brian Mikkelsen, Direktør Dansk Erhverv og tidl. kulturminister
- Kent Martinussen, Adm. direktør Dansk Arkitekturcenter
- Camilla van Deurs, Stadsarkitekt København
Tilmelding til fredag den 21. august kl. 11.45-12.35
Hvorfor bygger vi så grimt?
I de seneste 10 år har der været rasende fart på udviklingen i kommunerne. Mange bygninger er skudt op, men ikke alle bygningerne eller byrummene har været af lige høj arkitektonisk kvalitet. Hvem har ansvaret for det, og kan man bruge en kommunal arkitekturpolitik til at understøtte udviklingen og kvalitetsniveauet i kommunerne?
Paneldebat med Ane Cortzen som vært og følgende deltagere:
- Lars Autrup, direktør Arkitektforeningen
- Anette Krarup, udvikler Generous Development
- Astrid Søborg, byrådsmedlem Gladsaxe Kommune
- Kirsten Jensen, Borgmester(A), Hillerød
Tilmelding til fredag den 21. august kl. 13.30-14.10
Hvor blev kritikken af?
Jens Thomas Arnfred var medstifter af den legendariske tegnestue Vandkunsten, der blev stiftet i begyndelsen af 1970’erne på en bølge af kritik af det modernistiske betonbyggeri. Man ville bo anderledes med fokus på fællesskab og nære værdier. I dag er Jens Thomas Arnfred en af landets mest markante arkitekter. I samtale med Kristoffer Lindhardt Weiss, direktør for Arkitektens Forlag, fortæller han om dengang og i dag, hvor klimakrisen har vendt op og ned på den måde, vi kommer til at bygge på i fremtiden.
Tilmelding til fredag den 21. august kl. 17.00-18.00
Fra København til Mars og tilbage igen
David Zahle er partner i den verdensberømte danske tegnestue BIG. Med projekter over hele verden har BIG sat Danmark på verdenskortet som arkitekturnation. Hør historien om, hvordan det hele startede, om op og nedture og tegnestuens drømme om at kolonisere Mars i en samtale mellem David Zahle og Kristoffer Lindhardt Weiss, der er direktør for Arkitektens Forlag.
Tilmelding til lørdag den 22. august fra kl. 11.30 – 12.30
Arkitektur-roadtrip med Mette Tony
Mette Tony er medstifter af tegnestuen Praksis Arkitekter. Tegnestuen har opnået stor anerkendelse sit deres arbejde med transformation af bygningsarven og dets særlige blik for de kvaliteter, den historiske arkitektur bærer i sig.
Denne kunstnersamtale er fra en filmserie af roadtrips gennem Danmark med højprofilerede arkitekter på forsædet. I uformelle samtaler fortæller de om deres yndlingsarkitektur og de af deres egne projekter, der fortæller mest om den tid, vi befinder os i.
Kulturmødet Mors
Kulturmødet Mors er en national kulturbegivenhed, der samler kunstnere, kulturinstitutioner, politikere, mediefolk, fonde og borgere for at sætte kulturen øverst på dagsordenen og inspirere samtalen om kunst- og kultur i Danmark. Kulturmødet sætter scenen for, at alt fra kulturpolitik, kunstens værdi i samfundet, kunstnernes vilkår og globale temaer, som byudvikling og kulturturisme.
Se mere og find hele programmet på Kulturmoedet.dk