Photobook Week Aarhus fejrer 10 års jubilæum under temaet: Future Revisited. Fra den 2.-5. november 2023 er Arkitektskolen Aarhus og det aarhusianske fotogalleri; Galleri Image endnu engang værter for en række tankevækkende udstillinger, talks og workshops, der kritisk diskuterer fotobogen som medium.
PWAs finder sted på Arkitektskolen Aarhus, ARoS Aarhus Kunstmuseum og Galleri Image. Andre udstillingssteder er HEART Herning Museum of Contemporary Art, Dokk1 og Godsbanen, Aarhus. Festivalens program omfatter udstillinger og talks om publicering, forskning, distribuering, salg og samling af fotobøger. På festivalens bogmarked, kurateret af Reflektor Platform, med deltagelse af danske og udenlandske bogforlag og antikvariater, vil det også være muligt at købe nye såvel som vintage fotobøger. Det er gratis at deltage i festivalen, og alle er velkomne.
Temaet for PWA 2023 er ‘Future Revisited’. Festivalen fejrer Albert Renger-Patzschs berømte bog Die Welt ist schön, udgivet for 95 år siden, og ser på kunstig intelligens til billedfremstilling og scripting. Festivalens kuratorteam har lanceret en international konkurrence for kunstnere, der bruger kunstig intelligens til visuel historiefortælling i en fotografisk og postfotografisk kontekst. Under festvalen afholdes et seminar om sidstnævnte med oplæg af Boris Eldagsen, Signe Klejs, Olle Essvik og David Fathi, hvor vinderne af konkurrencen også annonceres. Endvidere udbyder PWA workshops i brugen af kunstig intelligens til billedfremstilling og visuel historiefremstilling.
En central del af PWA kredser om arkitektur, fotografi og fotobøger. Som Anne Elisabeth Toft, lektor ved Arkitektskolen Aarhus og en af PWAs kuratorer, forklarer:
”Som en fejring af festivalens 10 års jubilæum har vi bedt den anerkendte tyske arkitekturfotograf og teoretiker professor Rolf Sachsse om at “genbesøge” arkitekturhistorien gennem en kurateret samling af fotobøger fra det 20. og 21. århundrede. Under arbejdstitlen “The Libary within the Library” vil udstillingen reflektere over historieskrivning og kanon som konstruktion.
Ovennævnte tema videreføres og perspektiveres i en lille udstilling af fotobøger ved den berømte tyske fotograf Candida Höfer. Höfer har gennem hele sin karriere arbejdet på fotoserier, der viser offentlige institutioner som biblioteker, museer, arkiver og zoologiske haver; institutioner, der alle har fået til opgave at bevare og formidle vores kollektive kulturarv.
En tredje udstilling – som kontekstualiseres af et foredrag ved den engelske forfatter og kurator Gerry Badger (The Photobook: A History, Volume 1-3, 2004-2014) – vil fokusere på fotobogen: Amerika: Bilderbuch eines Architekten. Bogen, der blev udgivet i 1926 af den tyske arkitekt Erich Mendelsohn (1887-1953), betragtes i dag som et hovedværk indenfor fotobøger om modernistisk arkitektur.”
Fotos: Hanna Hrynkevich
Det overordnede festivalprogram vil ydermere omfatte en performance ved Olle Essvik, billedkunstner, forlægger og forsker i kunstig intelligens, et bogmarked for fotobøger og zines, udstillinger om fotonoveller, fotobøger fra Estland, fotobøger for børn, fotobøger lavet ved hjælp af kunstig intelligens, og fotobøger der er shortlisted Kassel Dummy Award og Hong Kong Photobook Dummy Award.
Forelæsninger og talks ved internationale og danske fotobogseksperter vil sætte udstillingernes temaer i perspektiv. Festivalen er et åbent forum for diskussioner om fotobogen som medium. Den er skabt i et samarbejde mellem Arkitektskolen Aarhus og Galleri Image. Den blev stiftet i 2014 og forbliver den første og eneste festival af sin art i Danmark. I de seneste ti år har festivalen vist og diskuteret værker af store kunstnere, der arbejder med og omkring bogen som medium, herunder fotografer, arkitekter, grafiske designere, forfattere og forlæggere.
Photobook Week Aarhus 2023 har modtaget støtte fra Dreyers Fond, Aarhus Kommune, Nordea Fonden, Politiken-Fonden, Instituto Camões, Portugals Ambassade i Danmark og Institut Français, Danemark
Læs mere om Photobook Week Aarhus, og se det fulde program på photobookweek.org
Fotos: Masato Ushimarer
PWA 2023
Hvornår
Fra kl. 17:00 torsdag d. 2. november til kl. 16:00 søndag d. 5. november 2023.
Hvor
Biblioteket, Arkitektskolen Aarhus
Exners Plads 7, 8000 Aarhus C
Galleri Image
Vestergade 29, 8000 Aarhus C
ARoS Aarhus Art Museum, level 3
Aros Allé 2, 8000 Aarhus C
HEART Herning Museum of Contemporary Art
Bitten og Aage Damgaards Plads 2, 7400 Herning
Dokk1
Hack Kampmanns Plads 2, 8000 Aarhus C
Godsbanen
Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C
Logo: Martin Dannesboe Singh og Jesper Ramussen