Ingrid Lund-Andersen stiller skarpt på samlevendes retsforhold, ægtefællers retsforhold og retspolitik i sin doktorafhandling ‘Familieøkonomien’, der er udkommet som bog.
Mange par lever sammen uden at være gift, stadig flere samlivsforhold er langvarige og med fællesbørn, og mange par gifter sig aldrig eller forbliver ugifte højt op i alderen. Disse kendsgerninger sætter professor, dr.jur. Ingrid Lund-Andersen fokus på i sin doktorafhandling ’Familieøkonomien’, der er udkommet som bog med støtte fra Dreyers Fond.
Bogen giver en grundig gennemgang af den nuværende retsstilling på området og skitserer de ideologier, retspolitikken hviler på, men påpeger også dens mangler:
– Den danske lovgivning bør i højere grad imødekomme de behov, de nye familiemønstre afføder, mener Ingrid Lund-Andersen, der i bogen giver sit bud på, hvordan retspolitikken inden for området bør se ud fremover.
I bogen skitserer Ingrid Lund-Andersen en mulig sambolov i Danmark på linje med f.eks. Sverige og beskriver udviklinger og tendenser i en række andre lande.
‘Familieøkonomien’ er udkommet på Jurist- og Økonomforbundets Forlag og kan købes direkte hos forlaget.