Med et nyt initiativ vil Design denmark skabe en fælles forståelsesramme for nutidig designs værdiskabelse. Konkret sker det via en digital platform, som både designere og køberne af design kan benytte. Håbet er, at det kan give alle parter en bedre proces fra forhandling og forståelse til færdig leverance.
Design denmark er med økonomiske støtte fra Dreyers Fond og i samarbejde med konsulent Steinar Valade-Amland gået i gang med at udvikle en ramme for designydelser. Ideen er ikke ny, for sidst i 90’erne fik Danske Designere udarbejdet et omfattende materiale som udgjorde ”Håndbogen” for designere. Dels var Danske Designere på det tidspunkt de facto den eneste repræsentant for designere og et langsomt konsoliderende designerhverv. Der er sket rigtig meget siden fortæller direktør i Design denmark, Henrik Lübker.
”Vi har ikke brug et nyt sæt kontrakter, men en guide der skal hjælpe designbranchen og køberne til at forstå hinanden, og se hvor værdiskabelsen ligger. Med standarder og regelsæt for at organisere mødet mellem kunde og designere skaber vi transparens for begge fronter. For leverandøren i forhold til, hvad design består af som ydelse og for aftageren i forhold til at tydeliggøre deres behov. Design er blevet så bredt, at der er behov for et overblik, alle forstår”.
Foto: ENSO lampe af Lars Vejen
Foto: SPIN bench af Lars Vejen
Alsidighed kræver overblik
Designfeltet har udviklet og udvidet sig i høj fart de sidste 20 år. Designuddannelser er blevet akademiseret, og designforskning har indtaget en vigtig plads i den samlede værdikæde. Nye discipliner er kommet til, og designfagligheden har flyttet sig fra primært at tage udgangspunkt i materiale, form og funktion til at handle væsentligt mere om design som proces både rent fysisk og tiltagende også digitalt med design af relationer, transaktioner, services og organisationer. Desuden er omfanget af designrelaterede uddannelser på alle niveauer eksploderet i løbet af de seneste 10-15 år. Tilsammen har det lagt pres på de traditionelle designfelter, og skabt behov for et samlet overblik, alle kan anvende.
”En digital platform alle kan tilgå, vil skabe klarhed og lette dialogen mellem designerne og deres kunder. Især har det tiltagende fokus på brugerinddragelse øget behovet hos indkøber. For at lægge det bedste fundament er vi i dialog med mange forskellige parter, og der er bred tilkendegivelse af, at der mangler en sådan forståelsesramme, Design denmark nu har taget initiativ til at skabe”.
Det siger Steinar Valade-Amland fra Three Point Zero, der er projektleder og har ansvaret for at udvikle en ramme for designydelser i samarbejde med relevante og interesserede repræsentanter for designbranchen og med inddragelse af aktører inden for relevante aftagermiljøer, designuddannelser og beslægtede uddannelser Standarden skal ud over at styrke dialog mellem leverandører og aftagere også skabe en stærkere, fagligt funderet og fælles forståelse for designs rækkevidde og potentiale blandt fagets egne udøvere. Denne fælles forståelsesramme er forventet færdig i foråret 2024 og bliver en grundsten i Design denmarks videre arbejde med at sikre tilgængelighed og udbredelse.
Topbillede: Det Kongelige Akademi