Udbredelse af kendskabet til mediation i erhvervslivet og nye måder at løse konflikter på i byggeriet. Det er temaerne for de to projekter, som Mediationsinstituttet netop har modtaget støtte til fra Dreyers Fond og Grundejernes Investeringsfond.
Dreyers Fond har støttet Mediationsinstituttets projekt, der skal forankre mediation gennem en lang række mediationsfremmende aktiviteter i 2017. Aktiviteterne er målrettet advokatbranchen, brugerne og omfatter også aktiviteter med politisk og reguleringsmæssigt sigte.
Grundejernes Investeringsfond har støttet en analyse, der dels skal afdække de økonomiske konsekvenser af de konflikter, der opstår i forbindelse med renovering og vedligehold af eksisterende byggeri – dels afdække mulige alternativer til nuværende processer og aftalesystemer.
”GI har valgt at støtte Mediationsinstituttets projekt ”Nye veje for byggeriets konflikter”, fordi vi gerne vil medvirke til at søge nye veje i løsningen af branchens konflikter, og fordi vi ser mediation som en mulig del af løsningen”, siger Susanne Borenhoff, direktør i Grundejernes Investeringsfond.
Dreyers Fond har støttet Mediationsinstituttets arbejde med at udbrede kendskabet til mediation siden 2014 og har senest støttet hvidbogen ”Mediation i et samfundsøkonomisk perspektiv”, der blev offentliggjort på en konference på Christiansborg i maj i år.
Hvidbogen dokumenterer et samfundsmæssigt potentiale, men afdækker samtidig en række væsentlige barrierer, som står i vejen for udbredelsen af mediation.
Læs mere her