Dreyers Arkitektur Galleri fortsætter i 2018 i nye omgivelser, når Dansk Arkitektur Centers nye bygning BLOX danner rammen om de fremtidige udstillinger.
Inden da er det frem til den 30. december fortsat muligt at se udstillingen ”Livsytringer” af Studio Fountainhead i Dansk Arkitektur Center.
Vækstlaget
Udstillingen er den tredje og årets sidste individuelle udstilling i Dreyers Arkitektur Galleri 2017, hvor man møder tre nystartede arkitektvirksomheder, der alle er en del af vækstlaget i dansk arkitektur.
Dreyers Arkitektur Galleri er en del af Dreyers Fonds særlige fokus på nystartede arkitektvirksomheder. Arkitektvirksomhederne der udstiller i galleriet har alle været igennem et professionaliserende workshopforløb for at styrke deres forretningspotentiale.
De tre udvalgte arkitektvirksomheder i 2017 er Arcgency, lenschow & pihlmann samt Studio Fountainhead.
Dreyers Arkitektur Galleri i BLOX
”For Dansk Arkitektur Center er det en gave at få lov til at vise og promovere fremtidens danske arkitekturstjerner. Netop nu udstiller Dreyers Arkitektur Galleri for sidste gang i DACs gamle, charmerende lokaler på Christianshavn, hvilket gør det lidt specielt. Samtidig glæder vi os rigtig meget til at fortsætte samarbejdet i vores nye bygning BLOX, som er tegnet af OMA, hvor Dreyers Arkitektur Galleri får en super central og eksponeret plads. Vi glæder os til at give de nystartede danske arkitektvirksomheder en vild platform, hvor de kan vise omverdenen – hvem de er og hvad de kan”, siger Kent Martinussen, adm. direktør, Dansk Arkitektur Center.
I BLOX vil de udvalgte arkitekter gennem Dreyers Arkitektur Galleri få en central placering i bygningen, der vil gøre det oplagt for forbipasserende – også dem der ikke besøger DAC – at stoppe op og lade sig indfange af udstillingerne. Samtidig bliver de udvalgte arkitekter del af et internationalt og nationalt knudepunkt for arkitektur og byudvikling.
Læs mere om udstillingen ”Livsytringer” af Studio Fountainhead, der kan ses frem til den 30. december her
lenschow & pihlmann var sæsonens første udstiller i Dreyers Arkitektur Galleri 2017. Udstillingen “Dissektioner” viste blandt andet en model af pavillonen “Orangeri” – læs mere her