Dreyers Fond står bag planerne om en ambitiøs og innovativ renovering af komplekset omkring den gamle ølhal, der fremover skal huse brancheforeningen Danske Advokater.
En af Københavns markante og historiske gamle bygninger, den tidligere dansehal og natklub Valencia, der er opført i 1861 som ølhal, kommer igen til ære og værdighed. Efter en omfattende renovering, der bl.a. vil genoplive den smukke gamle bygnings karakteristiske facade, der i dag er fuldstændig skjult, skal Valencia genopstå som et iøjnefaldende samlingspunkt for landets advokater – i form af brancheforeningen Danske Advokater. Planen er, at foreningen fremover på lejebasis skal have møde- og kursuscenter samt sekretariat i Valencia-komplekset på Vesterbrogade 32.
– Det ligger i fondens fundats, at vi støtter initiativer og projekter, hvis formål er at fremme advokat- og arkitektbranchens udvikling og samspil med samfundet, og set i det lys rammer dette projekt jo fuldstændig i plet, siger Bo Rygaard, der er medlem af Dreyers Fonds bestyrelse og talsmand for projektet.
– Det vil være en klar fordel for Danske Advokaters medlemmer, at vi får vores eget, moderne mødecenter. Samtidig vil det give branchen en helt ny sammenhængskraft og styrke, at vi holder til i et kompleks, hvor en lang række af vore medlemmer løbende vil tage på kursus og holde møder, siger Danske Advokaters administrerende direktør, Paul Mollerup.
En særlig charme er, at det nye advokat-knudepunkt kun ligger fem minutters gang fra Hovedbanegården og Vesterport Station.
– Det er en uhyre central placering, og samtidig indeholder Vesterbro en charmerende mangfoldighed, der flugter godt med den brede sammensætning af vore medlemmer og med, hvad vi som forening gerne vil kendes på, siger Paul Mollerup.
Han understreger, at Danske Advokater fremdeles vil afholde kurser og arrangementer i hele landet.
– Men med det nye samlingspunkt får vi et fremragende mødested for hele branchen, hvor vi både kan holde kurser, udvalgsmøder, specialforeningsmøder, gå hjem-møder og større arrangementer – som f.eks. prisuddelinger og konferencer. Det giver en lang række synergi-effekter og logistik-gevinster.
Bygningerne ejes af Dreyers Fond, der har udviklet det ambitiøse og innovative projekt i et samarbejde med Dorte Mandrup Arkitekter, der har omfattende erfaring med at renovere bevaringsværdige bygninger.
Det er planen, at forhusets højloftede stueetage bliver transparent med gennemgående glasfacader på begge sider af huset. Det vil betyde, at forsiden af den smukke facade fra den gamle øl- dansepavillon – som før i tiden – kan ses fra Vesterbrogade. Mellem forhuset og den gamle Valencia-bygning etableres et lille torv uden overdækning – en lille oase med bevoksning. Den skal binde forhuset og hallen sammen.
Møde- og konferencecenteret etableres i baghuset mod Gl. Kongevej og i selve Valencia-salen, mens Danske Advokaters sekretariat tænkes placeret på 1. og 2. sal i forhuset. Forhusets stueetage vil også i fremtiden huse den eksisterende kaffebar samt opgangen til de boliger, der ligger oven over.
– Visionen for Valencia-komplekset vil styrke advokatbranchens sammenhold og udviklingsmuligheder, samtidig med at det – via den arkitektoniske indsats – er med til at føre en af hovedstadens særegne, gamle bygninger ind i en ny tidsalder på en måde, der respekterer husets særlige historie. Vi ser hele projektet som et aktivt tiltag, hvor vi har mulighed for at gøre noget positivt for en central del af København og for en branche, vi støtter, siger Bo Rygaard fra Dreyers Fond.
Det er tanken, at projektet sættes i gang løbet af efteråret med henblik på indflytning i 2013.
Foto: Valencia ca. 1970. Københavns Museum