Joannahuset er landets eneste krisecenter for børn og unge, og med støtte fra Dreyers Fond har stedet nu kunne ansætte en advokat. Og dét er der behov for. En generel større oplysthed har sammen med TV2 dokumentaren ’De umyndige’ vist behovet for at forbedre udsatte børn og unges rettigheder. På Joannahusets tre års fødselsdag den 15. august 2023 har stedet sin eget advokat og kaster sig ud i den udfordrende opgave.
Der er ikke længe til Joannahuset flytter lokation, men stedets stemning flytter uden tvivl med, for den er formet af indretning og mennesker, og den omfavner dem, der træder ind ad døren. Det er en god begyndelse for de børn og unge, der finder modet til at række ud efter hjælp.
Hos Joannahuset får de husly, mad, eventuelt bad og tøj. Frem for alt bliver de lyttet til og informeret om deres rettigheder. For nogle er det så overvældende, at de går tilbage, hvor de kom fra, og nogle gange kommer de så igen, når de har samlet endnu mere mod til for alvor at kæmpe mod de overgreb, de bliver udsat for. Det er nemlig ikke så nemt.
”Børn er ekstremt loyale og vil beskytte deres forældre, så de kommer først her, når det er meget slemt. Vi er ikke en myndighed, der skal afgøre sager, men vi kan hjælpe dem med at få en stemme. Det er deres ret at kunne påvirke sin egen sag, som andre så må dømme. Igennem hele processen holder vi dem i hånden og tolker for dem. Forløbende er ofte lange og tunge. Også længere end vi troede i starten for tre år siden, og derfor har vi ændret procedurer undervejs”.
Det fortæller Marie Skovgaard, der er børnerettighedsjurist og har ønsket, at Johannahuset også fik en advokat, der kan tage sager helt til retten og generelt styrke det juriske niveau, for området er komplekst. Men der er også lyspunkter. Fra årsskiftet bliver partsrettighederne nedsat fra 12 til 10 år, så børn nu endnu tidligere får en stemme.
For Johannehuset bliver det fra årsskiftet også muligt at tilbyde to døgns husly til børn og unge uden forældresamtykke, men blot med forældreorientering. Det vil gøre en stor forskel, for det er ikke altid let at opnå samtykke fra de forældre, der er årsagen til at børnene har behov for et sted som Joannahuset. Det står både to ansatte og flere frivillige til at tage imod de mange børn og unge i alderen 12-17 år. I gennemsnit finder et nyt barn eller ung hver anden dag vej til krisecenteret, hvor de nu også kan komme til at tale med en advokat. Amalie Starch ser frem til opgaven:
”Først og fremmest skal jeg begynde at have min faste gang i huset og tale med de unge. Der er 117 ting at gå i gang med, og meget kan vi ikke planlægge, fordi vi må tage sagerne, som de kommer, men vi ser nogle børn i problemer, vi gerne vil løfte – og også gerne løfte op på den politiske dagsorden. Jeg har altid haft rettigheder som et stort fokus i mit arbejde, og her i Joannahuset er vi til for en gruppe, der ofte bliver overset, fordi de ikke altid er enige med dem, de er afhængige af. Det er interessant for mig. Og vigtigt for vores samfund”.

Opholdsstuen i Joannahuset. HAY, IKEA, Magasin og andre har sponsoreret møbler.

Et af de værelser, hvor unge over 14 år kan mulighed for at overnatte i fred og ro.
Samarbejde mellem advokat Amalie Starch og børnerettighedsjurist Maria Skovgaard er ikke nyt, for de har allerede arbejdet sammen i Den Sociale Døgnvagt i et udviklingsprojekt omkring børnevenlig retspleje. Her har de sammen været med at styrke et fokus hos socialrådgivere, politi og domstole på børn og unges rettigheder, når de er i kontakt med politi og retssystem. Anderledes roligt og langsigtet er indsatsen i Joannahuset, men bestemt ikke mindre brutal. Det er det i sagens natur, når børn og unge står et sted, hvor de intet sted har at være. Heldigvis er Joannahuset et sted, hvor man ikke bare skal passe sig selv.

Advokat Amalie Starch (tv) og børnerettighedsjurist Maria Skovgaard (th)

I rådgivningen bliver kompliceret juridisk stof forklaret så enkelt som muligt.
Fakta
Joannahuset er stiftet som forening i 2017 og har siden 15. august 2020 været åbent som døgnbemandet krisecenter, der giver omsorg, retshjælp og husly til børn og unge under 18 år.
Der kommer i gennemsnit en ny ung hver anden dag. Nogle er 12-13 år, men hovedparten er 15-17 år, og husly gives kun fra 14 år. Kønsfordelingen er cirka 4o procent drenge og 60 procent piger.
Der er 17 fuldtidsansatte og 60 frivillige i Joannahuset, der er et forsøgsprojekt under Serviceloven og godkendt af Socialtilsynet. Finansieringen er delvis offentlige via bevillinger fra reserven og finansloven samt fra fonde og private.