Ny dokumentarfilm om betydningen af retssikkerhed for et demokratisk samfund produceres med støtte fra Dreyers Fond.
Forsvarsadvokat Merethe Stagetorn forsvarer sin klient mod en anklage for mord i en usædvanlig sag, alene bygget på indicier. Dette er udgangspunktet for en ny dokumentarfilm om, hvad retssikkerhed og jura betyder for et demokratisk samfund.
“Det er vores ambition at lave en dokumentarfilm, som på medrivende vis kan fortælle om en af grundpillerne i vores demokrati: retssikkerheden. Du er uskyldig indtil det modsatte er bevist,” skriver filmproducer Vibeke Vogel, Bullitt Film, om filmen.
Mads Kamp Thulstrup – instruktør bag blandt andet “Livvagterne” og “Og det var Danmark” – arbejder med at udvikle filmen, som blandt andet er støttet af Dreyers Fond.
Filmen får premiere i 2015 og vises på DR2 i serien Dokumania. Filmen gøres også tilgængelig til undervisningsbrug for folkeskolens højeste klasser samt ungdomsuddannelserne.