I 2020 fik Red Barnet med støtte fra Dreyers Fond mulighed for at ansætte en børnerettighedsjurist. Siden har det ført til store resultater, som generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen også fortæller om i et interview. I dag bestrider Amalie Bang posten. Hun bidrager blandt andet til arbejdet for at styrke børn og unges rettigheder på det digitale område.
Senior børnerettighedsjurist hos Red Barnet Amalie Bang er godt klædt på til at varetage beskyttelsen af børns rettigheder. Både i Danmark og internationalt. Hun er uddannet jurist og har en international master i menneskerettigheder. Desuden har hun været ansat ved Danmarks Domstole, i Kulturministeriet og i USA på Columbia University og på Menneskerettighedskontoret ved EU’s FN-delegation i New York. . Børnerettighedsjuristen har derfor bred viden om internationale konventioner, og det er der i dén grad brug for i en digital tidsalder, for internettet er ligeglad med landegrænser.
”Som børnerettighedsorganisation er vores DNA FN’s Konvention om Barnets Rettigheder – Børnekonventionen. Den er udgangspunkt for alt vores arbejde, uanset om der er tale om dansk, international eller EU-lovgivning. I øjeblikket sidder jeg og nærlæser EU’s Digital Service Act, der regulerer online platforme. Det er så vigtigt at gå alt igennem med lup for at finde huller i forhold til beskyttelse af børns rettigheder. På dette område ser vi i disse år mange udfordringer,” siger Amalie Bang og fortsætter:
”For eksempel kan der være materiale, der ikke er ulovligt, men som er krænkede, og der er også risiko for, at ulovligt delt materiale i Danmark ikke bliver fjernet i andre EU-lande. Det er ikke trygt for de børn og unge, det går ud over, så derfor samarbejder vi også med Red Barnet i andre lande. Som stor international organisation står vi stærkt i forhold til at påvirke politisk. Og ikke mindst på det digitale område er vi nødt til at have ens regler på tværs af landegrænser for at kunne beskytte børns digitale liv effektivt”.
Kampen for digital tryghed
Nationalt er der også nok at gå i gang med, og Red Barnet er i fuld sving. Sidste år blev der indgået en bred politisk aftale på baggrund af anbefalinger fra et udvalg under Justitsministeriet, som Red Barnet og børnerettighedsjuristen sad med i. Her blev vigtige børnebeskyttende ændringer foreslået indført i straffeloven, blandt andet en selvstændig kriminalisering af grooming, som var et af Red Barnets hovedforslag. Amalie Bang fortæller:
”De centrale ændringer af straffeloven, vi forventer vedtaget i slutningen af maj 2023, har vi været med til at foreslå og formulere. Ændringerne skal opdatere straffeloven til det digitale område på centrale områder. Men vi stopper ikke der. Vi arbejder også for at videreuddanne de voksne som jurister, dommere og andre fagpersoner til den digitale tidsalder, som har ført helt nye strafferetslige udfordringer med sig. Det er godt at have de juridiske børnerettighedsbriller på, når en dommer for alvor skal forstå et begreb som grooming, hvor en voksen manipulerer og opbygger et tillidsforhold for eksempel via sociale medier med det formål at udnytte barnet eller den unge”.
Red Barnet har et bredt spektrum af fagpersoner, der kan rådgive om alle de forskellige problemstillinger, der knytter sig til børns liv. Disse fagpersoner har omvendt gavn af den juridiske rådgivning fra børnerettighedsjuristen. Det kan være i forhold til, hvordan henholdsvis en forordning og et direktiv påvirker rettigheder, hvordan markedsføringsloven bliver forvaltet i praksis og et væld af andre områder, der påvirker muligheder for bedre at beskytte børn og unges rettigheder. Det kan for eksempel være regler for mærkning af billeder til brug i reklamer eller af influencere. Amalie Bang siger:
”Ulovligt materiale er ikke ret godt defineret, og igen er der forskellig lovgivning inden for EU. Der bliver ved med at være noget at arbejde med og for, selv om meget også går fremad. Vi har en særlig ekspertise på det digitale område, blandt andet på grund af vores professionelle rådgivning SletDet og vores hotline for anmeldelse af overgrebsmateriale AnmeldDet”.
Får vækket de unge jurister
Red Barnets senior børnerettighedsjurist fortæller, at lovgivningen både herhjemme og internationalt er i gang med at blive omstillet til børn og unges digitale virkelighed, så de er bedre beskyttet mod overgreb og så tech-virksomheder bliver bedre reguleret. Der er udfordringer og dilemmaer, for der er også altid en balance mellem frihed og beskyttelse. Og der er også altid en masse områder at kaste sig over.
”Jeg bliver allermest indigneret, når vi som samfund har mulighed for at sikre børn og unges rettigheder, men ikke gør det. Hvorfor lader vi børn vokse op i fattigdom og lide helt fundamentale afsavn i så rigt et land som Danmark? Hvorfor hjælper vi ikke børn hjem fra fangelejrene i Syrien? Når vi i Danmark netop tager udgangspunkt i, at børn er selvstændige individer med egne rettigheder og normalt ikke straffer børn for deres forældres gerninger”.
Det siger Amalie Bang, som gerne engagerer sig bredt for at få skabt forandringer. Hun sidder i Rådet for Menneskerettigheder hos Institut for Menneskerettigheder, som Red Barnet har mange fælles dagsordener med, og hun deler viden med en lang række aktører. Hun tror på, at idealistisk drive bliver skabt af indignation og interesse, og derfor underviser hun og andre fra Red Barnet på blandt andet Justitia Akademis henholdsvis forårs- og efterårssemester.
”På det seneste Akademi havde vi fokus på den retlige beskyttelse af børns digitale liv, men på programmet har vi også altid en introduktion til Børnekonventionen, der er ratificeret af Danmark, men desværre endnu ikke er inkorporeret i dansk lov. Vi arbejder også med de børneretlige konsekvenser af tiltag som for eksempel Ungdomskriminalitetsnævnet, hvor børn ned til 10 år, som mistænkes for personfarlig kriminalitet, kan blive stillet over for en dommer og over 10 andre voksne ved et nævnsmøde. Det får de fleste jurastuderende til at spærre øjnene op og se, at børns retssikkerhed ikke altid bliver behandlet godt, selv her i Danmark. Der er stadig nok at kæmpe for”.
Red Barnet, Børns Vilkår og tænketanken Justitia er den 11. maj 2023 udkommet med en fælles rapport, om det system børn i alderen 10-14 år møder i Ungdomskriminalitetsnævnet. Det minder på mange måder om en strafferetlig proces, blot uden de rettigheder tiltalte i straffesager normalt har. Derfor anbefaler de tre organisationer, at nævnsordningen bliver afskaffet for de 10-14-årige børn, der er under den kriminelle lavalder. Læs mere om rapporten hos Justitia.
Amalie Bangs baggrund
Red Barnets senior børnerettighedsjurist er tidligere dommerfuldmægtig i Sø- og Handelsretten og Retten i Glostrup. Legal officer på Columbia University, New York, Global Freedom of Expression Initiative. Human Rights Fellow ved European Union Delegation to the United Nations, New York. Pro bono lawyer ved Media Legal Defence Initiative, London. Fuldmægtig i Kulturministeriets departement. Legal Assistant, Advokatkontor, Kennedy Van Der Laan, Amsterdam og meget mere.
Uddannelsesbaggrunden er som Master of Human Rights and Democratisation, European Inter-University Centre for Human Rights and Democratisation, Venedig og Utrecht, oktober 2014. Cand.jur., Københavns Universitet, oktober 2013. Udvekslingsophold, Université René Descartes, Paris, efterårssemestret 2011. Ba.jur., Københavns Universitet, juni 2011.