En række korte film med cases er nu produceret for at illustrere mediation som en velegnet konfliktløsningsmetode. Mediation er for længst kendt og udbredt i erhvervslivet uden for de danske grænser, men på trods af forligsrater på op mod 80 procent i erhvervslivets tvister har mediation ikke for alvor vundet indpas herhjemme. Filmene er skabt af Steen Breiner for at forandre det faktum.
Mediationsinstituttet har med støtte fra Realdania, GI – Grundejernes Investeringsfond og Dreyers Fond sat sig for at udbrede kendskabet til den effektive konfliktløsningsmetode i et nyt projekt, der kortlægger mediation i byggeriet. Et led i projektet er 11 korte film, hvor henholdsvis parter, partsadvokater og mediatorer fortæller om deres oplevelser med mediation til inspiration. Advokat og bestyrelsesmedlem i Mediationsinstituttet Malene Eigtved fortæller om projektet:
”Det er desværre ikke usædvanligt, at en konflikt står på i flere år, før der findes en afgørelse. Derfor har målet med projektet været at give flere virksomheder og organisationer et incitament til at afprøve mediation. Og samtidig få en samtale i gang med byggeriet og erhvervslivet generelt om, hvordan vi får udbredt kendskabet til mediation som konfliktløsende metode,” siger Malene Eigtved, advokat og bestyrelsesmedlem i Mediationsinstituttet.”
Tidligere analyser har vist, at danske virksomheder årligt bruger op mod 20 milliarder på konflikthåndtering i form af rets- og voldgiftssager. Det beløbet svarer til, at virksomhederne i gennemsnit bruger 8,2 procent af deres resultat på konflikter. Efter skat. Dertil kommer ofte årelange sagsbehandlingstider for både voldgifts- og retssager. Mediation er derfor et attraktiv alternativ. Det bliver klart i alle film, uanset om det er en part, en partsadvokat eller en mediator, der udtaler sig, og uanset om konflikten bliver løst eller ej. Processen er nemlig gavnlig, fordi den gør alle deltagerne klogere på at løse de konflikter, der ikke blot er en del af at drive forretning men af livet i al almindelighed.
I alle film går én anbefaling igen, og det er at møde op med et åbent sind. Parterne i konflikter fortæller om, hvor svært det er at møde op til en modpart, hvor dialogen har været fastlåst i årevis, men udsigterne til en voldgiftssag eller retssag er også uoverskuelige. Uanset resultatet er der en oplevelse af retfærdighed med mediation, fordi alle bliver hørt og mødt. Og i modsætning til en retssag har parterne også en direkte indflydelse på udfaldet i en mediation.
Ud over det oplagt forløsende ved at få afsluttet en konflikt sikrer metoden også, at tvisten ingen tabere har, og ofte ender det med en uformel stund mellem parterne efter mediationen. Indimellem bliver der endda basis for at genoptage et ellers fastlåst samarbejde. Både mediatorer og partsadvokater understreger, at metoden er både billigere og hurtigere end voldgifts- og retssager.
Derfor skal advokaten anbefale sin klient en mediation | Mediationsinstituttet
“Man skal som advokat råde sin klient til mediation, hvis man ikke selv har kunne finde en løsning, og hvis det er vigtigt for klienten at komme videre eller bevare relationen til modparten. Under selve mediationen har advokaten en vigtig rolle i at støtte sin klient og bidrage positivt til forløbet. Det at advokaten er med gør, at der bliver en tryghed, som ikke er til stede, hvis parterne mødes alene.” Sådan lyder det fra fire advokater, der også fungerer som mediatorer ved mediationsinstituttet. Hør mediatorernes bedste råd til, hvordan en advokat bør navigere i en mediation, så klienten får den bedst mulige løsning med hjem.
Billigere og hurtigere end en voldgiftssag | Benjamin Lundström
”Konflikter er et livsvilkår, men det afgørende er, hvordan de løses på en klog måde, når de opstår.” Sådan siger Benjamin Lundström, der er mediator ved Mediationsinstituttet og advokat og partner i Sirius Advokater. ”Man vælger mediation, fordi det ofte er bedre, billigere og hurtigere end den traditionelle måde at løse konflikter på, en retssag eller en voldgiftssag. Og med mediation har man selv kontrol over, hvor det ender. Bliver man ikke enige, så kan man sige nej, det kan man ikke i en retssag,” tilføjer han. Hør Benjamin Lundströms erfaringer med mediation i denne video.
En god vej til en mindelig løsning | Frederik Leth Keller
”Som advokat er det ens fornemmeste opgave at sikre, at en sag bliver løst, og at ens klient er tilfreds.” Sådan siger Frederik Leth Keller, advokat hos Plesner. Han har brugt mediation i sager, der egnede sig til en forligsmæssig løsning i stedet for en længerevarende voldgiftssag. Frederik Leth Keller oplevede, at mediation var det, der skulle til for, at parterne kunne smide stoltheden og få talt sig frem til en løsning uden, at sagen blev sat på spidsen. Hør om Plesners erfaring med mediation, og hvorfor de vil bruge mediation igen.
Risikoen for at tabe forsvinder | Peter Fogh
”Når man går ind til en mediation, skal man have viljen til at lade sig påvirke og acceptere, at man måske kommer ud med et andet resultat, end man ville få af en langvarig proces. Men i en retssag er der risiko for at tabe. Den risiko forsvinder med en mediation, du kommer videre.” Sådan siger Peter Fogh, advokat og partner hos Plesner. Han peger på, at det vigtigste er, at man er villig til at lade sig påvirke og går til det med en åben tilgang, når man vælger mediation. Hør om hans erfaringer med mediation i denne video.
Uløselig konflikt blev løst | Kim Ørnstrup Rasmussen
”Det sjove er, at klienten var glad, at parterne kunne tale sammen igen, og at der nu er et samarbejde igen. Det havde der ikke været, hvis det havde været en voldgiftssag, der havde varet to år mere,” siger Kim Ørnstrup Rasmussen, Advokat og partner i Sirius Advokater, efter at have prøvet mediation i Mediationsinstituttet. Han tilføjer, at konsekvenserne ved konflikter er enorme, og derfor er det tosset ikke at tænke andre løsninger som mediation ind. Hør om hans erfaring med mediation i denne video.
En vej ud af konflikten | Allan Ohms
”Det er samtalen, det at man hører på hinanden, hvilket man ikke har gjort i lang tid, som er grundlaget for at finde en løsning i mediation. De fleste vil også gerne være fri for en 3-5 år lang retssag.” Sådan siger Allan Ohms, mediator i Mediationsinstituttet og advokat og partner i Forum Advokater. Han oplever gang på gang, at selv svære sager alligevel ender i en løsning med mediation.”Det handler om at se på rimelighed fremfor retfærdighed. At give fornuften taleret,” siger han.
Fra konflikt til kram | Ammar Al-Temimi
”Efter mediationen gik vi begge to hjem med en sejr og et kram, og vi har efterfølgende talt om, hvor god en investering det var, og hvad alternativet havde været, hvis vi ikke havde sagt ja til en mediering.” Sådan siger Ammar Al-Temimi, administrerende direktør i ABC Rådgivende Ingeniører. Han og modparten fik på en dags mediation i Mediationsinstituttet løst deres uenighed, en rodet proces, der havde stået på i tre år. Ammar Al-Temimi fortæller, at mediatoren særligt var god til at skubbe til parternes grænser og gøre klart hvilke gevinster, der var ved at finde en løsning. Ved at lægge følelsen af uretfærdighed til side, lykkedes det parterne at finde en løsning på konflikten og dermed undgå en langvarig voldgiftssag. Hør om Ammar Al-Temimis erfaringer i denne video.
Ni års strid løst på en dag | Jesper Schmidt-Nielsen
“Det var en sag, der havde kørt frem og tilbage i ni år med advokater, så alle parter var kørt møre. Og på et tidspunkt må man agere mere voksne.” Sådan siger Jesper Schmidt-Nielsen, partner i Henriksen og Jørgensens Eftf. Han oplevede, at mediationen i Mediationsinstituttet gav mulighed for at få oplysninger frem, som ellers ikke ville være kommet frem i en retssag. Og efter en forhandling, hvor mediator fik talt med hver enkelt part, lykkedes det at indgå et forlig. “Det vigtige er at holde et tal op imod, hvor lang tid sådan en sag kan køre, og hvad det koster til advokater og retten. Nu endte vi med et forlig, som var en kæmpe lettelse. Så vi sluttede dagen med, at alle parter drak en øl sammen,” siger Jesper Schmidt-Nielsen.
Du bestemmer selv løsningen | Malene Eigtved
“Den hurtigste vej ud af en konflikt er at gå ind i den. Det gode ved mediation er, at du selv bestemmer, hvordan det skal ende, det er ikke lagt i hænderne på andre, som det er i en retssag.” Sådan siger Malene Eigtved, mediator ved Mediationsinstituttet og advokat og partner i Advora. Hun oplever, at parter der er kommet godt op ad konflikttrappen først skal lidt ned, inden en mediation er mulig. Men at de fleste også gerne vil have en løsning. “Når 4 ud af 5 sager i mediation ender med et forlig, så skyldes det at parterne har besluttet, at det vil man gerne. At nu er det på tide at komme videre,” siger Malene Eigtved. Hør om hendes tilgang til mediation som mediator i denne video.
Jeg vil bruge det igen | Kasper Panum
“Mediator gjorde meget for at høre både den ene og den anden part i mediationen. Og det er vigtigt, for man har jo kun sit eget perspektiv på konflikten.” Sådan siger Kasper Panum, arkitekt og medejer af tegnestuen Panum og Kappel. Tegnestuen var part i en sag, der var på vej mod en voldgift, men parterne besluttede at give mediation en chance. Selvom 4 ud af 5 sager ender med et forlig i mediation, så gjorde denne sag ikke. “Vi fik ikke et forlig, men jeg vil bruge mediation igen, fordi det er en god måde at finde en løsning i et neutralt forum. Noget man ofte ikke kan, hvis det kun er parterne, der sidder overfor hinanden,” siger Kasper Panum. Hør om hans erfaringer i denne video.
Vejen til en hurtig løsning | Finn Lænkholm
“Man skal vælge mediation, hvis man ønsker at få løst en uenighed og vil have en hurtig løsning uden at ville bruge mange penge i et juridisk system.” Sådan siger Finn Lænkholm, mediator ved Mediationsinstituttet og advokat hos Lænkholm Mediation. “Man skal først overveje, hvad der er vigtigt, hvad ens interesser og behov er og ikke mindst, hvad alternativet er” tilføjer han. Som mediator holder han selv alle muligheder åbne under en mediation og hans bedste råd er, at parterne gør det samme. Du kan i denne video høre mere om hans erfaringer – og hvordan en sag endte med, at parterne gik på værtshus.