Sikkert er det, at duoen dominique + serena lever, hvad de prædiker. Tegnestuen består af Dominique Hauderowicz og Kristian Ly Serena, og parret eksperimenterer med nye, tværgenerationelle boligformer og inkluderende byrum i både deres virke og i deres familieliv. De to arkitekter har begge studeret i udlandet før og under deres studier på akademiet i København, hvor de mødte hinanden. Umiddelbart efter deres afsluttende eksamen blev de ansat som undervisere på Arkitektskolen og grundlagde samtidig deres fælles virksomhed.

De mest intime rum

Haven går direkte ud til stranden på den grund i Solrød Strand, hvor parret har overtaget Kristians morfars hus. Den store halvfjerdservilla ejer de sammen med Kristians bror, og ved siden af bygger de et hus til hans mor. Med bolig- og tegnestueprojektet udlever dominique + serena i høj grad deres faglige og personlige interesse for arkitekturens sociale potentiale og for aldersblandede byrum og boligformer. Dominique Hauderowicz fortæller:

”Arkitekter arbejder med menneskers hverdagsliv. De laver de rum, som folk bruger og bevæger sig i til daglig; de skaber de mest intime rum – folks soveværelser, badeværelser. Som arkitekt tegner man jo verden til mennesker, så man skal også bruge det, at man selv er et menneske, til at lave sin arkitektur bedre. Det er vi meget optagede af. Det her med at der er ikke noget hårdt skel mellem, hvem man er som menneske, og hvem man er som fagperson, men at man bruger sine oplevelser, sin viden og sin erfaring som menneske til at skabe en bedre og mere inkluderende arkitektur.”

Mennesket i forandring

Arkitekturens sociale potentialer har været et centralt omdrejningspunkt i deres virke fra starten, og i de seneste år har den demografiske udvikling mod en stadig aldrende befolkning gjort dem interesseret i at undersøge, hvordan man kan skabe arkitektur, der er mere rummelig over for menneskers forskelligheder. I deres bog Age-Inclusive Public Space trækker de på teoretisk viden, men også på praktiske erfaringer, fortæller Dominique Hauderowicz.

“Under arbejdet med bogen var det vigtigt for os at holde fast i det konkrete,” siger Kristian Ly Serena og fortsætter “derfor arbejdede vi parallelt med bogen på en områdefornyelse for Vordingborg Kommune for så at sige at tvinge os selv til at bruge bogens teori og viden i et fysisk projekt, hvor vi kunne lade praksis og teori løfte hinanden.”   

Arkitektur til alle aldre skal ikke blive en rent teknisk øvelse i ramper og handicaplifte, mener de. Det skal i lige så høj grad handle om sanselighed, solens bane, udsigter, stofligheder og forskellige måder at være i fællesskaber på, forklarer Dominique Hauderowicz, som også vil gøre op med idéen om aldersvenlig arkitektur.

”Vi prøver at komme ud over den her idé om, at man skal være aldersvenlig. Altså, hvordan er det, man er sammen, i stedet for at der er nogle, der skal være venlige mod nogle andre? Vores arkitektur er ikke for ældre, men for mennesket i forandring”.

Bondegård til alle generationer

Tegnestuen arbejder for tiden på en radikal transformation af den nedlagte bondegård Bramhøjgård nord for Køge, der bliver omdannet til et nyt kvarterhus. Her kobles tegnestuens sociale fokus med klimabevidsthed og ressourcegenbrug. Gårdens stuehus bliver f.eks. til en regnpavillon, der indsamler og udstiller regnvandet som ressource, og samtidig skabes en særlig atmosfære omkring havearbejde og udeliv. Pavillonen er et offentligt rum og fungerer både som passage og opholdsrum.

Kvarterhuset rummer mange typer uopvarmede rum og uderum og redskaber til, at de lokale også selv kan sætte gang i nye initiativer – ikke mindst de børne- og ældreinstitutioner, som er de kommende naboer. Tanken med kvarterhuset er at skabe møder og læring i udelivet mellem generationer ifølge Dominique Hauderowicz:

“Vi synes det er spændende at undersøge, hvordan den grønne tid, vi træder ind i, også giver mulighed for at være sammen på andre måder.”

Ansvarlig for eget byliv

Solpletter danser hen over nåledækket, når vinden tager i de store fyrretræer i haven. Der er kun et minuts gang fra huset til strandkanten. Det er en ret fantastisk grund, de nu ejer i fællesskab, bemærker Kristian Serena:

”Det er fedt at kunne være fælles om at bevare dét privilegie. Vi prøver også at være generøse med, hvad vi tilbyder vores byfæller. I forstaden er man ligesom selv ansvarlig for at skabe sit byliv – i højere grad end man er det i byen, hvor man bare konsumerer bylivet”.

Parret er meget bevidste om, at stranden er et offentligt sted, og de vil gerne byde hele lokalområdet og besøgende velkommen. De har blandt andet talt om at bygge strandstole til fri afbenyttelse eller at bygge en sauna og danne en saunaklub, fortæller Dominique Hauderowicz:

”For os er det her jo også et eksperiment. Det er en måde, hvorpå vi vil undersøge, hvordan man kan være menneske, familiemenneske, og drive en virksomhed. Og at have det her som forum eller som platform at eksperimentere fra er enormt spændende for os og giver nogle helt andre muligheder, end vi ville have haft, hvis vi havde en tegnestue inde i byen.”