Det er nu, CHARTs arkitektkonkurrence går i gang, og frem til 3. maj kl. 12 kan unge talenter indsende konkurrenceforslag. Årets tema er ‘Social Architecture’ for de midlertidige pavilloner, skal vise, hvordan arkitektur skaber sociale oplevelser.
Foto: Barsk
Efter et år med nedlukninger og restriktioner længes vi efter fællesskabet. Med talent-konkurrencen CHART Architecture inviteres yngre arkitekter, designere og kunstnere til at byde ind med idéer til midlertidige pavilloner, hvor arkitekturen skaber sociale møder og nye fællesskaber. Under temaet ”Social Architecture” udskrives den åbne 72-timers konkurrence d. 30. april, og herefter vælger en stjernespækket, international jury fem finalister, der realiserer deres idé under CHART.
Med temaet ‘Social Architecture’ inviteres unge talenter til at komme med inspirerende, vilde og sanselige idéer til midlertidige pavilloner, der viser, hvordan arkitektur skaber sociale oplevelser. Pavillonerne fungerer blandt andet som barer og madboder og danner den arkitektoniske ramme for årets CHART, der foregår d. 26. – 29. august.
“Vi har alle et udtalt behov for at samles igen efter et ekstraordinært år med social afstand. Som kunstbegivenhed er vi optaget af kreativ og kunstnerisk udvikling og med CHART Architecture beder vi fremtidens talenter give deres bud på, hvordan nye fællesskaber kan opstå i krydsfeltet mellem arkitektur, kunst og design. Vi glæder os til at blive inspirerede og overraskede og til at samles igen på Charlottenborg,” siger CHARTs direktør Nanna Hjortenberg.
Fotos: Rasmus Hjortshøj
Tværfaglig international jury
Finalisterne i CHART Architecture udvælges af en jury med stærke, internationale profiler. Formanden for juryen er Bjarke Ingels (DK), grundlægger og partner i BIG, der har været med i CHART Architecture fra begyndelsen.
Derudover består juryen af den japanske arkitekt og partner hos OMA Shohei Shigematsu (JP), den anerkendte danske kunstner Nina Beier (DK), den hollandske designkomet Sabine Marcelis (NL), direktør i OPEN HOUSE i Schweiz Simon Lamunière (CH) og arkitekt og partner i BIG David Zahle (DK), der står bag nogle af tegnestuens mest markante museumsbyggerier.
Øvrige samarbejdspartnere i projektet er Arup, der rådgiver finalisterne omkring den konkrete realisering af deres ide, og det internationale arkitektur- og designmagasin FRAME.
Foto: David Hugo Cabo
Kunstneriske krydsfelter
Juryen afspejler en af CHARTs grundlæggende ambitioner om at styrke den tværfaglige udvikling mellem kunst, arkitektur, design og nye kreativ og faglige samarbejder.
“Rum og objekter skaber vores omgivelser. Det sætter stemningen for vores sociale møder og har en gigantisk indflydelse på, hvordan vi skaber og indgår i nye relationer. Netop her ligger arkitekturens kraft,” udtaler den hollandske stjernedesigner Sabine Marcelis, der blandt andet har modtaget magasinet Wallpaper*s prestigefyldte pris ‘Designer of the Year 2020’.
CHART Architecture realiseres med støtte fra den filantropiske forening Realdania, Dreyers Fond, Statens Kunstfond, Københavns Kommune og FOSS, og i partnerskab med Copenhagen Architecture Festival (CAFx).
Deadline for indsendelse af konkurrenceforslag er mandag den 3. maj kl. 12:00.
Fotos: Barsk
Om CHART Architecture
CHART Architecture er en 72-timers arkitektkonkurrence
Konkurrencen er åben for kandidatstuderende, arkitekter, designere og kunstnere (uddannede inden for de seneste 7 år) samt nystartede tegnestuer (etableret inden for de seneste 5 år), der endnu ikke har realiseret et større byggeri
CHART opfordrer tværfaglige teams til at deltage i konkurrencen
Deltagerne i konkurrencen skal enten være bosat eller uddannet i Norden
Konkurrencen starter fredag d. 30. april kl. 12:00 og briefet offentliggøres på www.chartartfair.com
Deadline for indsendelse af konkurrenceforslag er mandag den 3. maj kl. 12:00
Om juryen
Bjarke Ingels er arkitekt og grundlægger af Bjarke Ingels Group (BIG), som gennem de sidste to årtier har skabt banebrydende arkitektur over hele verden. Han er æresprofessor på Det Kongelige Akademi for Arkitektur, Design og Konservering, underviser på bl.a. Harvard, Yale og Columbia (USA) og var på listen over TIMEs 100 mest indflydelsesrige personer i 2016.
Shohei Shigematsu er partner i OMA, en af verdens førende internationale tegnestuer. Med base i New York er han drivkraft i mange af OMAs projekter, herunder museumstilbygninger for bl.a. New Museum (NY) og Albright Knox Gallery (NY) samt udstillingsdesign til Arkitekturbiennalen i Venedig.
Nina Beier er en dansk kunstner med stor international gennemslagskraft. Hun er uddannet fra Royal College of Art i London og har stor international udstillingserfaring. Hendes værker har været vist på bl.a. Tate Modern (UK), Walker Art Museum (US), Centre Pompidou (FR) og SMK (DK).
Sabine Marcelis er en af Hollands mest anerkendte designere og arbejder med produkt, installation og rumligt design med fokus på materialitet. Hun har vundet flere prestigefulde priser, herunder Wallpaper*s pris ’Designer of the Year 2020’.
Simon Lamunière er kurator og har bl.a. kurateret for Domaine du Muy (FR) og kunstmessen Art Basels store udstilling Art Unlimited. Han er nuværende direktør for OPEN HOUSE i Schweiz, et storskala udendørs udstillingsprojekt om arkitektur, kunst og design.
David Zahle er partner i BIG og ansvarlig for flere af BIGs prisvindende byggerier, herunder museumsprojekterne Kistefos (NO), Tirpitz ved den danske vestkyst (DK) og Søfartsmuseet i Helsingør (DK).
Om CHART
CHART er Nordens førende kunstbegivenhed, der i år foregår d. 26.-29. august på Charlottenborg i hjertet af København. CHART samler lokale og internationale kunstprofessionelle og et bredt kulturinteresseret publikum om samtidskunsten. Aktiviteter tæller bl.a. en kunstmesse, en arkitektkonkurrence for unge talenter og et offentligt program med talks, performances, film og musik.
CHART blev grundlagt i 2013 af fem danske gallerier; Galleri Susanne Ottesen, Andersen’s, Galleri Bo Bjerggaard, David Risley Gallery og V1 Gallery. CHART er en non-profit-organisation.