Med støtte fra Dreyers Fond har Advokatrådet udgivet en iBog til gymnasieelever.
Med iBogen “Ret og rimelighed” kan gymnasieelever i hele landet nu lære om retssystemet. I samfundsfag kan eleverne arbejde med spørgsmål som for eksempel – Hvad foregår der egentlig, når staten straffer borgeren? Hvad har Grundloven at gøre med en enkelt lille forseelse? Og hvorfor er magten tredelt i det danske retssamfund?
“I et demokrati er det vigtigt, at unge i løbet af deres skoletid får en god forståelse for retssystemets funktion og indretning. Det gælder både de bærende principper, men mere basalt også den viden, der betyder, at eleven for eksempel forstår rækkevidden af at sende en sms-togbillet videre til en kammerat. Det er så nemt at gøre. Men de fatale konsekvenser, det kan få for dig selv i form af en plettet straffeattest og begrænsede muligheder for både job og rejseliv, er svære at overskue, når du er 17 år”, siger formanden for Advokatrådet, Søren Jenstrup.
Til at bakke op om materialet står et korps af advokater fra hele landet, der gerne tager ud på gymnasier for at diskutere med og undervise gymnasieeleverne.
“Vi håber, at det vil give anledning til masser af gode diskussioner om alt fra retfærdighed til de mere konkrete regler, samfundet har sat op”, siger Søren Jenstrup.
Advokatsamfundets iBog til gymnasieklasser er udviklet i samarbejde med forlaget Systime. Bogen stilles gratis til rådighed for gymnasier.