Dreyers Fond har netop købt endnu en centralt beliggende ejendom i København. Ejendommen ligger på Nørrebrogade i et område, som Dreyers Fond forventer vil undergå en markant transformation over de kommende år.
Dreyers Fonds seneste opkøb er en ejendom på Nørrebrogade 224. Ejendommen indeholder både beboelseslejligheder, en cafe og et apotek, og er opført i 1900.
”Vi har valgt at købe Nørrebrogade 224, dels fordi vi synes, det er en relevant ejendom, som passer godt ind i Dreyers Fonds portefølje, dels fordi ejendommen har et udviklingspotentiale og er placeret i en del af København, som over de kommende år vil undergå en markant transformering, forskønnelse og dermed opgradering til glæde for beboerne i bydelen”, siger adm. Dir. Bo Rygaard, Dreyers Fond.
Dreyers Fond har en betydelig del af sin portefølje investeret i ejendomme. Dreyers Fond har i de senere år udvidet sin ejendomsportefølje med flere ejendomme, blandt andet et gammelt industrihus på Fælledvej 19 i København, som i 2015 blev transformeret til eksklusive bylejligheder af arkitektfirmaet Holscher Nordberg. Blandt fondens mere kendte ejendomme er det tidligere forlystelsessted Valencia på Vesterbrogade i København, som i 2015 stod klar efter en omfattende modernisering og ombygning af Dorte Mandrup Arkitekter.
Senest har Dreyers Fond etableret et kreativt kraftcenter i ejendommen Vesterbrogade 24-26, hvor Gehl Architects, efter en ombygning og modernisering fik hovedkvarter i ejendommen, som i forvejen huser 75 iværksættere og selvstændige i arbejdsfællesskabet Republikken.
Fondens forretningsaktiviteter, som primært består af en betydelig ejendomsportefølje, er fundamentet for Dreyers Fonds uddelinger.
Om Dreyers Fond
Dreyers Fond, som er etableret i 1976 og hører til blandt de store fonde i Danmark, driver en betydelig ejendomsvirksomhed. En væsentlig del af det opnåede overskud fra ejendomsvirksomheden investeres filantropisk i arkitektprojekter og udvikling af branchen i bred forstand samt det byggede miljø. Tillige i advokatprojekter og udvikling af branchen i bred forstand samt juridiske projekter af almennyttig karakter og interesse.
Foto: Torben Eskerod