Er der sket et skred i balancen mellem hensynet til at beskytte det enkelte individ mod indgreb fra staten og hensynet til at beskytte staten og borgerne mod angreb mod samfundet? Det skal prisopgave om retssikkerhed belyse.
I forbindelse med lanceringen af det nye retssikkerhedsprogram, Advokatrådets Retssikkerhedsprogram 2009, har Advokatrådet udskrevet en prisopgave, der skal være med til at belyse og vurdere de senere års udvikling i balancen mellem beskyttelsen af det enkelte individ mod såvel generelle som konkrete indgreb fra statsmagten (retssikkerhed) og statens beskyttelse af borgere og egne institutioner mod terror og anden alvorlig kriminalitet (sikkerhed).
Navnlig siden 11. september 2001 synes der ifølge det nye retssikkerhedsprogram at være sket et skred i afvejning af hensynet til individet over for hensynet til kriminalitetsbekæmpelsen.
Er udviklingen et udtryk for et ønske om en ny tilgang til begreber som retssikkerhed, retsstatsprincipper mv., eller er det en konsekvens af politiske initiativer?
Deadline for besvarelse af opgaven er 1. juni 2010, hvor en priskomité bestående af blandt andre forhenværende højesteretspræsident Niels Pontoppidan, professor i forfatningsret v. Københavns Universitet Henning Koch, generalsekretær for Advokatsamfundet Henrik Rothe med flere skal afgøre, hvem der skal modtage en samlet præmiesum på 1.000.000 kr., hvoraf Dreyers Fond har bevilliget halvdelen.
Læs mere om prisopgaven på Advokatsamfundets hjemmeside eller i Advokaten 4.