Når krigen raser, er der behov for at vide, hvilke spilleregler der gælder. ’Den Humanitære Folkeret og Danmark’ er den første og eneste grundbog på dansk om Genève-konventionerne – nu kommer den i en helt ny og opdateret udgave.
750 danske soldater kæmper lige nu i Afghanistan, hvor stadig flere civile mister livet. Derfor skal befolkningen, journalister og soldater kende til reglerne for krig, mener Anders Ladekarl, generalsekretær for Dansk Røde Kors, der netop har sendt en helt ny og opdateret udgave af det, de selv kalder en grundbog om krig.
– Danmark er i krig. Og med det nye forsvarsforlig er der ikke udsigt til, at vi trækker os ud af Afghanistan foreløbigt. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at først og fremmest soldater, men også befolkningen, journalister, og andre, der arbejder i krigsområder, kender til krigens regler. Ellers kan de ikke holde politikerne i ørene, hvis de træffer beslutninger på kant med konventionerne, siger generalsekretær Anders Ladekarl om baggrunden for bogen.
Flere dræbte civile
Nye tal fra FN viser, at det bliver stadig farligere at være civil i for eksempel Afghanistan. Her steg antallet af dræbte civile med 24 procent de første seks måneder af 2009 i forhold til 2008. Og selvom krigens regler freder civile, viser en rapport fra Internationalt Røde Kors, at op mod 60 procent af befolkningen i Afghanistan er direkte berørt af krigen. For eksempel må mange flygte, se deres hjem blive ødelagt eller miste familiemedlemmer på grund af krigen.
Dansk Røde Kors stiller 1. oplag af den 2. reviderede bog gratis til rådighed for alle danskere. Den kan enten rekvireres hos Røde Kors på www.rodekors.dk.