Finn Juhl var en af de første danske møbelarkitekter, der opnåede international succes. Med udgangspunkt i hans eget hus i Ordrup giver bogen ’Finn Juhl og hans hus’ en uddybende beretning om en modernist og verdensmand i medgang og modgang.
Finn Juhl var en del af den epokegørende bevægelse, Danish Modern, der varede fra omkring 1930 til slutningen af 1960’erne, og som udover Finn Juhl omfattede navne som Hans Wegner, Arne Jacobsen, Poul Kjærholm, Kaare Klint, Mogens Koch og Børge Mogensen.
Han var en af de første, der opnåede international succes, og mange tilskriver ham æren for, at ’Danish Modern’ blev et internationalt brand for dansk møbeldesign.
I forbindelse med at Finn Juhls hus åbnede som museum, har Ordrupgaard med støtte fra Dreyers Fond udgivet bogen ’Finn Juhl og hans hus’ om Finn Juhls særlige æstetiske tilgang til møbeldesign og indretning, som det kommer til udtryk i hans hus.
Bogen er forfattet professor i virksomhedshistorie ved CBS, Per H. Hansen, og rigt illustreret med unikke fotos og Finn Juhls egne akvareller, tegninger og fotos. Billedredaktør er ph.d.-studerende og medarbejder ved Ordrupgaard, Birgit Lyngbye Petersen, der købte Finn Juhls hus for få år siden og skænkede det til naboen Ordrupgaard.
Bogen udkom på Gyldendal mandag 2. november 2009 og en engelsk udgave – også støttet af Dreyers Fond – er på vej i 2012.
September 2009, opdateret januar 2012