Arkitekturen påvirkes og forandres med tiden af både beboere, omgivelser og mange andre forhold. Hvordan det konkret kan foregå er der nu mulighed for at orientere sig om på udstillingen “Om at holde af og holde (om)”. Udstillingen er sat i værk med støtte af Dreyers Fond.
Med udgangspunkt i en række forskellige parkbebyggelser i Danmark og Sverige viser arkitekten og skribenten Heidi Svenningsen Kajita med tegninger, tekst og arkivmateriale hvordan beboelses- og byggeprocesser gennem tiden forandrer sig. Forandringerne sker blandt andet gennem påvirkninger fra beboerne, boligforeningerne og myndighederne. De viser sig på mange måder. For eksempel gennem ombygninger, renoveringer, opsætning af hegn og skure – ja selv gennem det rod, som efterlades i gårde og rum omkring byggeriet. Også institutionsbyggeri og beplantning er faktorer som medvirker til forandringerne.
På udstillingen “Om at holde af og holde (om)” er forandringerne i de seks afgrænsede områder registreret, så de besøgende kan følge forandringerne og dermed se, hvordan arkitekturen påvirkes såvel gennem det mentale, kropslige og fysiske som gennem konstruktion og koncepter. Med Heidi Svenningsen Kajitas egne ord er udstillingen “ikke tænkt som et færdigt produkt, men som et pauserum i en stadig igangværende proces.”
Udstillingen – som er et led i Heidi Svenningsen Kajitas igangværende Ph.d. projekt på Kunstakademiets Arkitektskole – vises frem til 16. maj i Leth & Gori Galleri, Absalonsgade, København.