Arkitekt Jesper Gottlieb modtager den 20. marts 2019 Dreyers Fonds Hæderspris for sin vedholdende og engagerede indsats for at højne det arkitektoniske udtryk af samfundets infrastrukturelle og tekniske anlæg.
Hædersprismodtager arkitekt Jesper Gottlieb fra Gottlieb Paludan Architects.
Hverdagsarkitekturen har krav på den samme omhyggelighed og omsorg som operahuse og andet prestigebyggeri. Sådan er grundtanken hos Gottlieb Paludan Architects, der er en af Danmarks ældste arkitektvirksomheder og har leveret arkitektur til mobilitets- og energisektoren i over 100 år.
Jesper Gottlieb, der er kreativ direktør hos Gottlieb Paludan Architects, har tidligere modtaget Nykredits Arkitekturpris og får nu overrakt Dreyers Fonds Hæderspris på 400.000 kroner for sin livslange indsats for arkitekturen ved at skabe bygninger, hvor teknik og funktion imødekommer menneskelige og æstetiske behov.
Tidløs forenkling
”Det handler om form, funktion og materialitet, og mit credo har altid været, at forenklingens kunst er den største. Vi forsøger at undgå modeluner, og søger i stedet det tidløse og afklarede. Jo mere klart vi kan ramme, jo mere universelt og langtidsholdbart bliver resultatet,” forklarer Jesper Gottlieb om sin tilgang til arkitekturen.
I dag er der tæt på 100 medarbejdere ansat hos Gottlieb Paludan Architects, som er anerkendt både herhjemme og internationalt for sit arkitektoniske arbejde med tekniske anlæg og det, der med et bredt begreb kunne kaldes ’hverdagens arkitektur’.
”Vi har altid insisteret på, at god arkitektur ikke er forbeholdt det særlige og de få, men bør være en del af vores allesammens daglige liv. Ikke bare dér, hvor vi bor, men også dér hvor vi arbejder, og når vi bevæger os fra sted til sted”, lyder Jesper Gottliebs egen analyse.
Bæredygtig dagsorden
Til trods for sin forkærlighed for det enkle og tidløse erkender Jesper Gottlieb, at meget har ændret sig i de mange år, Gottlieb Paludan Architects har arbejdet med tekniske anlæg.
”Da de første kraftværker kom til, var det bygninger, der nærmest var som rådhuse eller slotte og med en arkitektur som skulle stadfæste vores høje trin i samfundsudviklingen. Senere skulle forsyningssektoren være mere anonym, og i dag er den præget af stor opmærksomhed på den grønne dagsorden og bæredygtighed, hvilket ofte er afspejlet i arkitekturen,” siger Jesper Gottlieb.
”I takt med verdens miljøudfordringer er arkitektur kommet mere på dagsordenen, og i dag er bæredygtighed og klimasikring en uadskillelig del af den infrastruktur, som netop er tegnestuens metier,” fortæller den prisvindende arkitekt Jesper Gottlieb og fortsætter:
”Det passer os rigtig godt, da vi er rundet af en skandinavisk designtradition, som blandt andet er karakteriseret ved mådehold og fornuft, både i forhold til materialeforbrug, kvalitet, økonomi og brug af æstetiske virkemidler”.
Hvert år uddeler Dreyers Fond Hæderspris til to ildsjæle inden for de to brancher, fonden har til formål at støtte og udvikle. Prisvinderne får hver 400.000 kroner i anerkendelse. I 2019 modtager henholdsvis arkitekt Jesper Gottlieb og advokat Kirsten Reimers-Lund Dreyers Fonds Hæderspris.
- Født 1958 i Lyngby
- Uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole og University of California, Berkeley USA 1983
- Gift og tre børn
- 100 medarbejdere inden for arkitektur, landskab og bygherrerådgivning
- Specialiseret i infrastruktur, herunder mobilitet og forsyning
- Ejet af ingeniør- og designvirksomheden ÅF Consult
- Pt. projekter i Skandinavien, Holland, England, Tyskland og Kina.
- BIO4, biomassekraftværk i København (under opførelse)
- Shenzhen East Waste to Energy, Kina (under opførelse)
- Värtaverket Stockholm (2016)
- Stadsarkiv Delft, Holland (2016)
- Byens Bro Odense (2015)
- Varmecentralen i Københavns Lufthavn (2005)
- Kastrup Koblingsstation (2000)