Jurist Afshin Berahmand har for nylig færdiggjort en master med specialisering i menneskerettigheder (MAGS – Human rights and Humanitarian Action) ved Sciences Po i Paris og ser tilbage på et fantastisk og udbytterigt ophold. Dreyers Fond har bidraget til opholdet og bringer her Afshin Berahmand egen beretning til inspiration for andre jurister med interesse i menneskerettigheder såvel som uddannelse i udlandet.
Under jurastudiet var jeg i praktik og læste et sommerskolefag i udlandet, hvilket var to meget betydningsfulde erfaringer, der bekræftede mig i, at min karriere gerne skulle have international karakter og gav mig appetit på et længere studieophold i udlandet. Efter en håndfuld gode år i Justitsministeriet blev jeg ansat i Udenrigsministeriet og fik mit første ønske opfyldt. Drømmen om et studieophold i udlandet trængte sig på, og jeg var derfor meget taknemmelig, da jeg fik mulighed for videreuddannelse allerede efter ét års ansættelse.
Menneskeretten har været et af mine stærke interesseområder siden jeg begyndte på jurastudiet. Derfor ville jeg gerne finde en juridisk uddannelse, der også kunne tilbyde politiske fag og opkvalificering i andre relevante kompetencer. Uddannelsen ville give mig bedre forudsætninger til at forstå den politiske kontekst, som den internationale menneskeret indgår i og spiller sammen med. Jeg ønskede også at styrke mine evner i blandt andet public speaking, forhandling og fransk, som er nødvendige og brugbare evner i mit arbejde.
I MAGS-programmet på Sciences Po fandt jeg alt, jeg ønskede. Programmet tilbyder fag i alt fra public speaking til forhandling, kreativt diplomati og nye digitale teknologiers betydning for demokratiet. Herudover skal man have mindst fem års erfaring for at komme ind på uddannelsen. MAGS-Programmet gav mig mulighed for at læse med andre, der lignede mig karrieremæssigt, mulighed for at udbygge mit internationale netværk og for at lære af andre nationaliteters erfaringer med menneskerettigheder og diplomati.
Menneskeret, magt og Mellemøsten
Jeg valgte en linjen ’Human Rights and Humanitarian Action’ på MAGS-programmet, der består af både valgfag og obligatoriske fag inden for menneskeretten. Jeg fik også mulighed for at dykke nærmere ned i de problematikker, der fylder i Mellemøsten. Det gav mig en meget bedre forståelse for forholdet mellem magt og ret i den arabiske verden og for årsagerne til, at menneskeretten har haft svært ved at slå rod netop dér.
Nogle af de forhold, vi studerede i den henseende, var betydningen af det osmanniske riges fald og den derpå følgende fremkomst af en række nationalstater – i vidt omfang et fremmed koncept i regionen – med arbitrære grænser, nye magthavere i disse nationalstater. De var ikke valgt af befolkningerne men indsat af blandt andet mandathavere, kolonialisme hvis eftervirkning, vi ser den dag i dag, og ikke mindst konsolideringen af autoritære regimer, som i nyere tid har været exceptionelt dygtige til at tilpasse sig udviklingen og omstændighederne i landet og verdenssamfundet. Men sådan at magten bevares på få hænder indadtil, mens kosmetiske ændringer er foretaget udadtil. Det er sådan, at menneskeretten har det bedst i en “institutionel ramme”, der udgøres af demokrati og retsstat, og den ramme har endnu ikke vundet indpas i meget store dele af Mellemøsten.
Det ene år skulle mit team og jeg løse en case for den internationale organisation UNESCO og udarbejde policy anbefalinger. Målet var at fremme kønsligestilling med særligt fokus på positiv maskulinitet. Jeg valgte projektet grundet de begivenheder, der udfoldede sig i mit oprindelsesland Iran i løbet af mit første semester. I 2022 blev den kurdisk-iranske pige Mahsa Jina Amini blev dræbt af det såkaldte moralpoliti i Iran for at iklæde sig et hovedtørklæde på en lovstridig måde. I kraft af at jeg deler ophav med Mahsa Amini fik mit daglige studie – menneskets grundlæggende rettigheder – pludselig en helt anden karakter. Det gav mig et ekstra gå-på-mod.
Mangfoldighed og faglig udmærkelse
Jeg lærte meget af at være en del af en bred sammensætning af studerende på uddannelsen. Mine medstuderende kom fra Afghanistan, Argentina, Belarus, Canada, Chile, Colombia, Frankrig, Indien, Italien, Japan, Palæstina, Taiwan, Tyrkiet, og USA. I et miljø med så mange forskellige nationaliteter er det ikke altid nemt at tale åbent om politiske emner. I Danmark er vi relativt set privilegerede på dette område og er værd at efterstræbe ifølge mange af mine medstuderende. Det krævede derfor også, at jeg udviste en sund portion hensyn, ydmyghed og åbenhed over for andres synspunkter, bekymringer og udfordringer.
Frem for de klassiske 60 ECTS-point på ét akademisk år tæller MAGS-programmet på Sciences Po tæller 90. Det var en stor arbejdsbyrde, men de forskelligartede fag gjorde det hele meget spændende og praktisk relevant. Jeg var glad for at bestå med udmærkelse (cum laude) og være blandt de 10 procent bedste studerende på uddannelsen.
Jeg vendte tilbage til Udenrigsministeriet i starten af august og føler allerede, at jeg har brugt min nye viden og nye evner til Danmarks fordel. Jeg vil anbefale alle at søge ud i verden for at studere. Mens man studerer ét fag og oplever en anden del af verden, bliver Danmarks rolle i verden uundgåeligt sat i relief. Det, tror jeg, er sundt for enhver. Og uden man nødvendigvis er direkte bevidst om det, studerer man i den proces også sig selv – også når man tager ud som ”voksen” med erfaring i bagagen. Det er et enormt stort privilegium.
© Lefebvre/inspirience/Sciences Po
Om Afshin Berahmand
ERFARING
Udenrigsministeriet (2021 – nu)
Justitsministeriet (2016-2021), herunder som udsendt til EU-repræsentationen i perioden 2018-2021
UDDANNELSE
MAGS Human Rights and Humanitarian Action, Sciences Po (2023)
Cand.jur., Københavns Universitet (2016)