Denne sensommer deltog Djøf Advokat til det 42. Nordiske Juristmøde, som løb af stablen i Reykjavik Island. Med støtte fra Dreyers Fond havde Djøf Advokat sendt 17 medlemmer afsted til mødet, en af dem var advokatfuldmægtig Rikke Grønlund Holm, der har sendt billeder og fortalt om turen.
Det Nordiske Juristmøde er en 150 år gammel tradition, hvor en række fremtrædende jurister fra Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island samles i én af de nordiske storbyer og debatterer vigtige og aktuelle emner af fællesnordisk interesse. Til årets juristmøde var der i alt cirka 1200 jurister fra Norden, som var samlet i tre dage i de betagende lokaler og konferencesale i koncert- og operahuset, Harpa, i Reykjavik.
I tillæg til det faglige program blev der gennemført en række hyggelige og sjove sociale arrangementer for deltagere i alle aldre. Der var blandt andet en velkomstreception med Reykjaviks borgmester, en ungdomsfest med båd ud til øen Videy, og for de lidt ældre var der arrangeret private middage rundt omkring i byen. Nogle var for eksempel til middag hos formanden for Altinget, der er det islandske folketing. Programmet sluttede med en gallafest.
Der var også plads til en masse sightseeing i Reykjavik by og rundt i det det smukke, grønne land. Rikke Grønlund Holm var en af dem, der nåede både at opleve Sky Lagoon og “Golden Circle”-tur. Det indebar både tur i en “hemmelig” lagune samt til Gullfoss-vandfaldet og den fascinerende nationalpark, Thingvellir, hvor den nordamerikanske og den europæiske tektoniske plade mødes.
”Det nordiske juristmøde var for mig et glimrende fagligt og netværksskabende arrangement, og det var en super god oplevelse at være afsted med Djøf Advokat, selvom jeg næsten ikke kendte nogle af de andre deltagere på forhånd. Man kan sagtens tage af sted uden at kende andre, da man rejser sammen med de øvrige deltagere fra Djøf Advokat og indkvarteres som en samlet, dansk delegation.”
Rikke Grønlund Holm anbefaler varmt andre interesserede medlemmer af Djøf Advokat at tilmelde sig til det næstkommende nordiske juristmøde, der finder sted i København i 2024, eller nogle af de mange andre gode arrangementer, som Djøf Advokat afholder.
Djøf Advokat
Djøf Advokat er en delforening under Djøf, som er den faglige organisation for 108.000 medlemmer, der arbejder på alle niveauer i det private og det offentlige. Djøf Advokat varetager interesserne for mere end 2.900 ansatte advokatfuldmægtige og advokater, uanset om de er ansat i advokatbranchen, erhvervslivet, organisationer med videre.
Djøf Advokat arbejder i første række på at forbedre løn- og ansættelsesvilkårene for deres medlemmer, ligesom de dyrker det særlige fællesskab blandt medlemmerne ved blandt andet at tilbyde en lang række af faglige og sociale arrangementer og internationale aktiviteter.