Som en underjordisk katedral med formstøbte betonhvælve, murede søjler og drypstensvækst ligger Cisternerne dybt under Frederiksberg Bakke. De tre sammenhængende kamre strækker sig over 4.320 kvadratmeter, og loftshøjden er over 4 meter. Alle lyde bliver kastet rundt i det enorme rum med en efterklang på langstrakte 17 sekunder. Besøgende må træde uden om vandpytter på gulvet – og klæde sig på til det særlige klima med en temperatur mellem 4 og 16 grader og en luftfugtighed tæt på 100 procent.

De mørke, kolde haller har en helt særlig, dragende effekt, som er omgangspunktet i bogen ’Omfavnet af mørke – fra vandreservoir til kunsthal’. Bogen udgives for at fejre Cisternernes første 10 år som kunsthal for samtidskunst og gennemgår ni udstillinger fra 2014-2023 i tekst og billeder.

Det overdækkede vandreservoir var i funktion frem til 1930’erne og lå derefter hensunket i glemsel. Et halvt århundrede senere blev det tømt for vand, og i halvfemserne blev det brugt til kulturelle formål. De sidste 10 år har Cisternerne været en del af Frederiksbergmuseerne og har dannet ramme om udstillinger og events, der tager udgangspunkt i stedets helt særlige arkitektur, akustik og klima.

”At arbejde med kunst i Cisternerne er tungt, beskidt, besværligt og fyldt af kompleks uforudsigelighed”, skriver Astrid la Cour, tidligere direktør for Frederiksbergmuseerne, i bogens indledning.

Men netop derfor giver det også helt nye kunstoplevelser, tilføjer hun:

”Det, som engang var en beholder for rent drikkevand, er i dag en beholder for mørket. Et mørke, der hvert år åbnes af en ny kunstner, som indtager det med betydninger, fortællinger og poesi”.

Foruroligende drypstensgrotte

”Det underjordiske er forbundet med talrige myter, religionshistoriske og kunstneriske motiver”, skriver professor i arkitektur Carsten Thau (1947-2021) i sit bidrag til bogen og nævner bl.a. Hades dødsrige. Han ligner Cisternerne til kulminer, katakomber og gravhøje og beskriver den ”foruroligende” og ”uoverskuelige” oplevelse af at stige ned i de underjordiske kamre:

”Efter nedstigningen er man i et indelukke uden vinduer, ja snart uden spor af dagslys. Samtidig er man opmærksom på, at man har boret sig ned i den jordskorpe, der udgør Søndermarken. Et jordlag af planter, træer, kraftige rodnet, muldvarpegange, ler, kampesten fra istiden, grundvand, dybere nede kalklag og i sidste ende grundfjeld. Udspændt i dette rige af jord og rodnet udfolder Cisternerne deres gigantiske ingeniørkonstruktion.”

Carsten Thau forundres over Cisternernes drypstensvækst. Drypsten er et almindeligt fænomen i betonkonstruktioner, men i Cisternerne har de antaget nogle dimensioner, der spiller op til de menneskeskabte søjler.

”Det, der i udgangspunktet var et nøgternt, menneskeskabt ingeniørarbejde, er således over tid blevet invaderet af et naturfænomen. Naturens egne tidsmålere,” skriver han.

Biogeokemiske kredsløb

”En tur i Cisternerne er en tur gennem de bio-geokemiske kredsløb, som vedligeholder Jordens klima og bevarer den som en vidunderlig oase i det store og smukke, men ugæstfrie univers,” skriver professor i geologi Minik Thorleif Rosing i sin tekst, der tager udgangspunkt i universets grundelementer og er opdelt under overskrifterne: solen, luften, vandet og jorden.

Rosing er betaget af kunstneren Sambuchis installation i Cisternerne i 2017, hvor sollyset trængte ned gennem en snæver skakt og blev sendt rundt via spejle i det mørke rum.

”Vi bygger for at adskille os fra naturen. Vi søger at stoppe vinden, skærme os mod regn, varme og kulde og at regulere lyset. Lykkes vi for godt med at stoppe luftens strømme, bliver vi kvalt, og hvis vi isolerer for godt, bliver vi syge af varme og dårlig luft,” skriver Rosing og tilføjer senere:

”Sambuchi ser sine bygninger som ordnede strømme af lys, luft, vand, varme og mennesker. For ham er selve bygningen blot en ydre ramme, der styrer disse strømme ind og ud af den omgivende natur, således at balancen mellem dem bliver harmonisk. Hans bygninger kæmper ikke mod naturen, men inviterer den indenfor på den måde, som bedst muligt fremmer menneskenes velbehag.”

Rent vant og kunst

Koleraepidemien i 1853, der tog livet af næsten fem tusinde københavnere, skabte opmærksomhed om drikkevandets betydning for folkesundheden. Byens vandforsyning var dengang baseret på brønde, der ofte leverede vand af tvivlsom kvalitet, brunligt og ildelugtende.

Cisternerne blev opført som et rent drikkevandsprojekt i 1859 og hovedstaden er ikke siden blevet ramt af lignende epidemier. Cisternerne var oprindeligt et åbent reservoir, men blev overdækket i 1891 for at beskytte vandet mod forurening. Placeringen på hovedstadens højeste punkt var strategisk valgt for at udnyttede det naturlige vandtryk og gøre det muligt at transportere vandet fra Damhussøen og Harrestrup Å ind til byen – og dermed levere et stabilt vandtryk i hovedstadens vandrør til at forsyne byens voksende antal fleretagers boligblokke.

Cisternerne ophørte med at være en del af byens vandforsyning i 1933 og blev tømt for vand i 1981. I midten af 1990’erne, da København kandiderede til at blive europæisk kulturhovedstad, genåbnede stedet for offentligheden og begyndte at tiltrække kulturelle arrangementer. I 2001 blev Cisternerne hjem for Museet for Moderne Glaskunst på initiativ af galleriejer og billedhugger Max Seidenfaden, som også står bag de glaspyramider, der danner indgang til Cisternerne.

I 2013 blev Cisternerne en del af Frederiksbergmuseerne og blev ramme om udstillinger af store internationale samtidskunstnere som Chiharu Shiota, Kimsooja, Tomás Saraceno, Superflex og Hiroshi Sambuichi. Udviklingen resulterede i en femdobling af besøgstallet og stor medieopmærksomhed. The New York Times har tre gange sat Cisternerne på deres liste over steder, man skal opleve ved et besøg i København, og Wallpaper* fremhævede for nylig Cisternerne som en af Europas mest spektakulære kunsthaller.

Topbillede: Torben Eskerod