Kom til Forskningens Døgn på Arkitektskolen Aarhus, og bliv klogere på, hvad jord, økosystemer og arkitektur har med hinanden at gøre. Dagen den 25. april 2024 vil byde på film, korte oplæg om den seneste forskning, diskussioner og andre særlige og skæve øjeblikke.
Jorden under vores fødder spiller en afgørende rolle for vores liv og naturens økosystemer, men jord er også helt afgørende for byggeriet og vores byggede omgivelser. I slutningen af april afholder Arkitektskolen Aarhus Forskningens Døgn, med fokus på, hvad jord, økosystemer og arkitektur har med hinanden at gøre. Med titlen ‘Subterrarium’ dykker forskere, arkitekter og designere ned under overfladen og udforsker begrebet ’jord’ fra vidt forskellige vinkler.
Arrangementet finder sted på Arkitektskolen Aarhus torsdag den 25. april 2024 fra kl. 9-17. Det kræver ingen tilmelding at deltage – og du er velkommen til at deltage både hele dagen eller kigge forbi til dele af dagen. Begivenheden er støttet af Dreyers Fond og Forskningens Døgn. Læs mere om arrangementet.
Dagen byder blandt andet på:
- Filmen Strata Incognita, der sætter scenen med en rejse på tværs af tid og geografi og undersøger jorden som både en del af det industrialiserede landbrug, som økosystem og som arkiv over historiens forbrydelser, minder og myter.
- Forsker Stafan Darlan Boris vil i et lokalt perspektiv vise, hvordan menneskets både fortidige og nutidige indgriben i landskabet påvirker miljøet rundt om Arkitektskolen.
- Arkitekterne bag tegnestuen Reværk vil sammen med forskere fra Arkitektskolen Aarhus debattere brugen af sten, ler og jord i arkitekturen gennem tiden.
- Amerikanske Seth Denizen er forsker og designer og beskæftiger sig med landskabsarkitektur, biologi og geografi. I sit oplæg Thinking Through Soil vil han fokusere på jorden i og omkring byerne i et historisk perspektiv.
- Frokosten er en eksperimenterende madperformance, og som afslutning på dagen får deltagerne mulighed for at nyde en drink til en omgang jord-tarotlæsning, der forbinder design, økologi og mystik.
Om Forskningens Døgn
Forskningens Døgn er en landsdækkende videnskabsfestival, der skaber mødesteder mellem forskere og borgere. Festivalen foregår hvert år i slutningen af april (fredag d. 19. april til og med fredag den 26. april 2024).
På Forskningens Døgn kan du opleve alle tænkelige typer events rundt omkring i landet, der formidler forskning og forskningsresultater for børn, unge og voksne. Det kan være videnskabscaféer, forskertorve, demonstrationer, forskerforedrag, forsøg, rundvisninger, debatter osv. Festivalen har typisk cirka 700 events og foredrag og mere end 50.000 besøgende.
Læs mere om Forskningens Døgn.