Open Call for arkitekter i samarbejde med kunstnere. Dreyers Fond efterlyser ideer til og forestillinger om udvikling og brug af materialer på nye måder. Legater til #MATERIALER udgør 250.000 kroner og løber ét år fra uddeling. Der er deadline for ansøgning 8. april 2022.
Under projektet #MATERIALER uddeler Dreyers Fond et endnu ikke afgjort antal legatet af 250.000 kroner, der løber ét år fra uddeling. Dreyers Fonds incitament for projektet #MATERIALER er et ønske om at se eksempler på undersøgelser, der materialiserer vores nære kontekst. Materialer, der er nemt tilgængelige på vores breddegrader, og hvis potentialer ikke er fuldt belyste eller implementerede.
Det er en selvfølge, at de materialer vi fremadrettet bruger bidrager positivt til sænkning af CO2 udslippet, har en fornuftig livscyklus analyse og/eller kan genbruges og indgå i nye situationer. Vi ser patinering som et muligt æstetisk potentiale og tror på, at den smukke og brugbare løsning er den mest robuste.
Udviklingsforløbet skal dokumenteres og være velegnet til udstilling og publikation, da vi har en intention om at medvirke til at løfte de bedste eksempler til realisering og gerne også se dem integreret i konkrete projekter.
Ansøger skal være cand.arch., og målgruppen er arkitekter og kunstnere/kunsthåndværkere i samarbejde og meget gerne med en producent. Dette er dog ikke en forudsætning, men det er det, at ansøgerne har adgang til et værksted. Hvis ikke, skal ansøger redegøre for, hvordan der kan og vil blive arbejdet med materialet.
Ansøgningen skal indeholde begrundelse for, hvorfor netop dette materiale er interessant samt en beskrivelse af de virkemidler, der ønskes undersøgt. Desuden skal ansøgningen indeholde udvalgte fotos, modelfotos, skitser og tegninger af de påtænkte materialer samt redegørelse for materialets potentialer og oplevelsesmæssige kvaliteter samt karakteren af de eksperimenter, der ønskes udviklet.
Ansøgning må max fylde 5 A4-ark inklusive illustrationer. Dreyers Fond vurderer ansøgningerne efter kvalitativt niveau, høj integritet, tværfaglighed og nyskabelse.
Materialer
Ordet kommer af nylatin materiale, egentlig intetkøn af materialis, afledt af materia ‘stof, tømmer’; på dansk blev ordet indtil ca. 1800 kun brugt i pluralis.
Kilde: Wikipedia