Resiliens rækker længere

20. februar 2019

Resiliens udvider begrebet bæredygtighed. De to arkitekter Brian Kessy Jensen fra Entasis og Simon Kjems-Møller, der er associeret partner hos Arkitema Architects, har sat sig for at udforske emnet. Dreyers Fond har støttet deres seneste studierejse. Hjemvendt fra Japan deler de deres tanker.

Vi har gennem en årrække arbejdet målrettet og ambitiøst med bæredygtighed, og oplever i stigende grad et behov for omstillingsparate løsninger. I denne sammenhæng rejser der sig nye udfordringer, som ikke ligger inden for den gængse forståelse af bæredygtighed.

Hvordan sikre vi os imod de uundgåelige kriser? Hvordan omstruktureres og redesignes vores storbyer til at møde de globale udfordringer, de står overfor i nær fremtid?

Resiliens er et begreb som bliver anvendt på tværs af videnskaber. Fx inden for psykologien, hvor det bruges om børn, der af forskellige årsager formår at bryde med den sociale arv.

Resiliens beskriver også evnen til at rejse sig igen efter en påvirkning, et chok eller en reaktion på stress. Men det kan også handle om at forberede sig på en ydre påvirkning, hvad end det er jordskælv, oversvømmelse, høj arbejdsløshed eller ressourceknaphed.

Tradition for resiliens

Vi modtog et rejselegat fra Dreyers Fond til at foretage en studietur til Japan under overskriften “resiliens #1 – en måde at tænke arkitektur på”. Turen var den første af tre planlagte rejser, der har til formål at undersøge, udfolde og forstå resiliensbegrebet inden for arkitekturen.

Valget var faldet på Japan som destination, da landet historisk har været udfordret af en lang række naturlige og menneskeskabte katastrofer. Jordskælv, tsunamier, atombomber og reaktornedsmeltninger har ramt landet gennem tiden, og alligevel har man lykkedes med at “rejse sig” gang på gang.

Japan har formået af genopbygge, genbefolke, og ikke mindst vedligeholde og reetablere kulturer og traditioner. Hvad er det for en særlig folkesjæl, som gør det muligt at rejse sig gang på gang? Hvad er det, der gør dem resiliente?


Fuldstændig stilhed blandt metropassagererne.


Shintoismen betragter naturen som besjælet.

Hovedattraktionen på turen var det næsten 2000 år gamle Ise temple i Mie Præfekturet. Templet rummer flere bud på former for resiliens. I første omgang blev området udvalgt og templet etableret efter en række lokale katastrofer og epidemier, for at beskytte datidens kejserfamilie. Siden er templet blevet en af de vigtigste helligdomme i shintoismen.

Gennem en cyklisk genopbygning af templet hvert 20. år, ligger en genforhandling af religionen, håndværket og traditionen. Således holdes det “ungt og frisk”. Kulturen bor altså ikke i materien, men i ritualet, den aktive genopbygning, og i selve tilblivelsen.

 

Ise templet i Japan

Vi så på templet med et særligt fokus på materiale, tektonik og tradition, med udgangspunkt i en tese om, at arkitekturen og kulturen kan gøres resilient gennem ritualet.


Afvaskning af hænderne er et ritual ved Ise.


Plejet og vedligeholdt moshave ved templet.


Templet ved Ise består af flere mindre templer.


Kyoto Arkitektskole i de omgivende bjerge.


En træt studerende hviler ud.

“Resiliens er lidt Darwin-agtigt. Det er ikke den stærkeste by eller bygning som overlever, men den som er bedst til at tilpasse sig”.

Walter Unterrainer

“Ritual is the passage way of the soul into the Infinite”.

Algernon Blackwood in ‘Sand’