Fejl i socialsager for handicappede eller udsatte borgere betyder for eksempel, at en syvårig pige går hjemme uden skoletilbud i over et år. At en toårig med spastiske lammelser skal vente over et halvt år på at få et ståstativ. At en mor, der har taget orlov for at passe sit syge barn, skal vente fire år på at få dækket sit tab af indtægter.

Eksemplerne står i kø, og går ud over de familier, der i forvejen har meget at kæmpe med. Advokatrådet kalder på handling, og politisk bliver der lyttet. Sanne Møller fra Embedsværket har udarbejdet rapporten, der er fundamentet for det hele.

”Ideelt set var der selvfølgelig ingen fejl i socialsager, for på dette område har det store menneskelige omkostninger. De fleste kan blive enige om, at 42 procent er alt for mange, og det viser i hvert fald, at retssikkerheden er særdeles lav for landets mest udsatte borgere”.

Sanne Møller var oprindelig advokat og sad med socialsager, hvad der mest af alt føltes som at sidde i en redningsbåd med plads til fire, mens Titanic sank ved siden af. Senere blev hun chefjurist i København kommunes Børn- og ungeafdeling for at gøre en forskel i større skala. I dag arbejder hun med juridisk ledelsesrådgivning til kommuner og NGO’er og har netop skrevet rapporten ’Retssikkerhed for udsatte borgere’ med støtte fra Dreyers Fond.

For mange fejl i socialsager

Rapporten består af analyse og anbefalinger til nye handlemuligheder for politikere, offentlige myndigheder og NGO’er. Målet med rapporten er at styrke retsstillingen for borgere med handicap og sikre en lovlig udmøntning af sociallovgivningen.

Rapporten viser, at 10 procent af alle sager bliver omgjort, hvilket betyder, at borgeren får en endelig afgørelse. Hele 32 procent bliver dog hjemvist, hvad der i praksis betyder, at sagsbehandlingen starter forfra for familierne – med meget lange forløb til følge.

”Der er en klar ulighed i retssikkerheden for borgere med handicap, som vi er nødt til at forholde os til som samfund. Skete nogle af de samme ting, vi ser her, på normalområdet, var der demonstrationer på Rådhuspladsen. Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler de svageste, og der kan vi godt gøre det bedre,” mener rapportens forfatter.

Sanne Møller har lang erfaring fra arbejdet med udsatte borgere, og hun har siddet med klienterne på begge sider af bordet som henholdsvis advokat og ansvarlig i en kommune. Hun understreger, at det ikke handler om at placere skyld eller at pege fingre ad hverken borgere eller sagsbehandlere. Pointen er at finde løsninger.

11 forslag til forbedring

I rapporten ’Retssikkerhed for udsatte borgere’ kommer Sanne Møller med 11 forslag til forbedring, der henvender sig til forskellige ansvarlige aktører. Nogle forbedringer kan indføres administrativt, mens andre kræver en lovændring.

1. Flere principafgørelser
2. Handleanvisningerne skal samles og formidles
3. Praksisundersøgelser af ydelser for svage borgere
4. Politiske målsætninger og egenkontrol
5. Læring af ”utilsigtede hændelser”
6. Opsættende virkning for visse ydelser ved fratagelse eller nedsættelse af hjælp
7. Opgør med to-instansprincippet, når det er til fordel for borgeren, og kommunen har begået fejl.
8. Oprettelse af en Retssikkerhedsfond
9. Det Kommunale Tilsyn skal bruge ”Danmarkskortet” til at føre tilsyn.
10. Etablering af en central forvaltningsenhed til hjemmetræning
11. Samling af afgørelsesmyndighed på handicapområdet for meget små kommuner.

Fokus på retssikkerhedsfond

De stærke tal fra rapporten gjorde, at Advokatrådet kunne bruge den til øjeblikkeligt at få sat en dagsorden. Det er forslaget om en retssikkerhedsfond, der har fået mest fokus og har størst politisk opbakning.

Til mediet Altinget siger Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), at det er en vigtig opgave at forbedre retssikkerheden på området, og at hun derfor vil se på både en retssikkerhedsfond og de andre forslag.

Social- og indenrigsministeren peger på kommunernes pressede økonomi som den største årsag til det høje antal fejl i socialsagerne. Sanne Møller, der har udarbejdet rapporten for Advokatrådet, er enig i, at økonomien spiller en stor rolle, men peger også på andre forhold:

”Det er påfaldende, at det er i sager om handicappede og om udsatte børn, at der sker flest fejl. Det er også her, der er mindst modstand, fordi modtagerne er pressede. Derfor bør vi som samfund gøre os allermest umage her. Så kan vi genskabe tilliden mellem borgere og myndigheder”.