“

Januar 2020 rejste jeg med støtte fra Dreyers Fond til Barcelona for at være et halvt år i praktik hos tegnestuen Barozzi Veiga. Det var ikke planen nødvendigvis at komme til Spanien i første omgang, men jeg trængte til at komme afsted, blive udfordret og få et nyt perspektiv på arkitektfaget.

Et hierarki ulig det danske

Barozzi Veiga er er en mellemstor tegnestue med et internationalt hold af arkitekter, der for en stor del er flyttet til byen for at være der. Som praktikant tilbragte jeg tiden med at researche og tegne på konkurrenceforslag til nybyggede og transformerede kulturbyggerier i Europa og USA.

Selvom mine chefer introducerede tegnestuen som en virksomhed med en flad struktur, var der et aldershierarki, som jeg ikke har oplevet herhjemme. Som praktikant på tegnestuen var jeg en stor del af arbejdet, men kommunikation og sparring var altid på deres præmisser.

Byplanlægningens betydning

Tegnestuen arbejdede fra to herskabslejligheder i Eixample, lige i kanten af Cerdas gridbyplan fra 1800-tallet. For at komme på arbejde cyklede jeg hver morgen gennem El Born, en klassisk, sydeuropæisk serie af pladser, små passager, patioer og komplekse vejkryds, hvor det offentlige rum kan føles næsten privat med vasketøj og morgenkaffe i alle gader.

I modsætning hertil føltes Eixamples repetitive, opholdsløse storskalagrid mere som et system end som en by og mindede mig lidt om amerikanske byplaner. Eixamples blev anlagt som en kæmpe udvidelse af Barcelona, og det var oprindeligt meningen, at nogle af felterne i planen ikke skulle bebygges, men rumme parker og pladser, men sådan blev det aldrig. Det hele er bygget til, så der er ikke andet end lige gader med lige langt mellem sidegaderne og lige høje huse.

I Eixample er der ikke den variation som i ældre bydele, der er udgjort af små pladser, hvor man kan opholde sig eller orientere sig. Så på trods af, at Barcelona er én sammenhængende by i dag, fordrer bydelene hver især vidt forskellige tempi og skaber forskellige muligheder for ophold, udveksling og i sidste ende for menneskers trivsel i byen. Hvor stor forskel byplaner gør for det liv, der leves i byen, så jeg dagligt på min cykeltur til og fra arbejde gennem det snørklede kvarter og ud i kontrasten dertil.

Åben og imødekommende by

Jeg kom for at være på tegnestuen, men det var hverdagen i en anden by, der egentlig gjorde størst indtryk. Jeg delte lejlighed med Anel fra Kazakhstan, Julius fra Barcelona og Augustina fra Argentina. Vi havde mange sprog i gang og hængte små sedler op rundt omkring, så vi kunne lære lidt om hinandens sprog.

Mine roomies, mine venner fra tegnestuen og fra de tegneklasser, jeg gik til om lørdagen, kendte alle byen godt og var søde til at tage mig med ud. På motorcykel tager det en halv time at komme op til smukke vandrestier i bjergene, på fem minutter kom vi til stranden, og imellem de to er et af de mest mættede byliv, jeg har oplevet.

Først var det rigtig spændende, at alt var nyt. På nogle tidspunkter var det udmattende og ensomt. Da jeg havde fået opbygget et liv i byen, kom udgangsforbuddet desværre, og så tog jeg hjem. Jeg havde selvfølgelig forventet at være afsted noget længere, men i løbet af de måneder, jeg var der, nåede jeg alligevel at lære og opleve meget. Barcelona er overraskende nem at være i, folk er opsøgende og imødekommende, byen i sig selv virker åben.

“