Det kan være en sårbar sag at søge retshjælp, og for særligt udsatte grupper kan der være forhindringer, der gør det umuligt. Retshjælp Fyn søgte og fik derfor støtte til udvikling af nye modeller for retshjælp til udsatte grupper. Det var vigtigt og har gjort en stor forskel, fortæller Jørgen Peter Holst og Birgitte Vinsten fra Retshjælp Fyn her om.
Retshjælp Fyn har været beliggende i Vollsmose i ni år med fysiske lokaler i det lokale butikscenter og er af og til blevet gjort opmærksom på, at der er beboere – især kvinder – der ikke benytter sig af Retshjælpens tilbud om uvildig juridisk rådgivning, fordi de ikke bryder sig om at komme i centret. Det er svært at forblive anonym, når man går ind i Retshjælpen, fordi der cirka 50 meter længere henne i centret ligger et cafè-område, hvor der sidder adskillige mænd, som kan holde øje med hvem der går ud og ind af rådgivningen.
På denne baggrund har Retshjælp Fyn vurderet, at det er vigtigt, at juridisk rådgivning også tilbydes ude i området i Vollsmose, på steder hvor beboerne har deres naturlige gang, og det derfor ikke vækker opsigt, når de kommer der. Det kalder Retshjælp Fyn i daglig tale ’Udgående Retshjælp’.
Netværk og tillid er altafgørende
Endnu en udfordring i Vollsmose er, at mange beboere ikke har tillid til myndigheder eller personer, som de ikke kender. Der kan ofte være tale om en mistillid, som de har med sig fra hjemlandet, hvor de har oplevet korruption og haft andre dårlige oplevelser med myndigheder. Derfor er det vigtigt, at beboerne har tillid til de ansatte og frivillige i Retshjælpen, og at det er tydeligt for dem, at Retshjælpen er et uvildigt og frivilligt tilbud, hvor de kan være anonyme og stole på, at rådgiverne har tavshedspligt. Og at det er gratis.
”Det er også baggrunden for min ansættelse, for jeg har arbejdet i og med Vollsmose i mange år og har herigennem fået opbygget et netværk af både frivillige og professionelle ressourcepersoner, der stoler på mig. Det er den sociale kapital, som jeg nu bygger videre på og som er med til at skabe tillid til vores rådgivning,” fortæller Birgitte Vinsten.
Jørgen Peter Holst er ved at overgive ledelsesfunktionen i Retshjælpen Fyn til en ny leder, så han kan bruge sin tid på at være juridisk rådgiver samt koordinerende teamleder mellem forskningsprojektet og Retshjælpen Fyn i Udgående Retshjælp. Han fortæller:
”Ligesom Birgitte har jeg gennem en del år haft med Vollsmose at gøre og en del af det professionelle netværk i området kender mig. Og det med at være kendt som en person, der bliver anbefalet, er vigtigt for at komme i kontakt med beboerne herude”.
Godt i gang og flere planer
Birgitte Vinsten har fået kontakt til flere kvindegrupper her i Vollsmose, hvor hun selv eller sammen med Jørgen Peter Holst og retshjælpens studentermedhjælp har været ude og fortælle om tilbuddet om Udgående Retshjælp. Det foregår både om aftenen og i weekends, så de juriske rådgivere må være aktive, når de frivillige er aktive. Også ressourcepersoner med tillidsposter i for eksempel bestyrelser i foreninger er aktiveret og hjælper med at informere om og anbefale Udgående Retshjælp.
”Vi har foreløbig fået en aftale med den Frie Rådgivning om at yde anonym rådgivning hver tirsdag eftermiddag fra kl. 14-17. Den Frie Rådgivning er en frivillig rådgivning, der fysisk ligger ved områdets ungdomsskole og svømmehal, hvorfor beboerne ofte kommer på stedet, og derfor ikke bliver så synligt, at man kommer for at få rådgivning,” fortæller Jørgen Peter Holst og uddyber om fremtidsplanerne:
”Vi ønsker at få flere steder i Vollsmose, hvor vi kan tilbyde rådgivning på steder, hvor beboerne kommer. Det kan også være i for eksempel kvindeforeninger eller klubber, hvor vi kan have en fast træffetid hver anden uge eller én gang månedligt efter behov”.
Forskningsprojekt på grund af genhusningsplan
Udgående Retshjælp samarbejder også med et forskningsprojekt fra henholdsvis Syddansk Universitet og Aalborg Universitet. Samarbejdet udspringer af den retssociologiske forskningsgruppe ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet og med ”Barrieres to Justice”-projektet ved Kriminologi, Aalborg Universitet. Forskningsprojektet har arbejdstitlen ”Praksisnært forskningsprojekt vedrørende juridiske konsekvenser og udfordringer ved genhusning af borgere i Vollsmose”, hvor afsættet er den omfattende genhusningsplan for Vollsmose.
Andelen af almene familieboliger skal nedbringes med ca. 1000 boliger gennem renovering og nedrivning over de kommende år.
Der er dog ikke evidens for at effekten af en sådan genhusningsplan, hvorfor forskningsprojektet har til formål at følge arbejdet med genhusningen og se hvilken betydning det får for de berørte beboere, ikke mindst juridiske problemstillinger. Gennemførelse af planen betyder, at en lang række familier bliver tvunget til at flytte helt fra området eller blive midlertidigt genhuset for herefter at flytte tilbage til deres renoverede lejlighed, som ofte er blevet dyrere i husleje.
Stort behov for juridisk rådgivning
”Fra henvendelser i Retshjælpen ved vi at mange beboere får juridiske problemer, som følge af nedrivningerne og genhusningen. Især i forhold til lejelov, socialret og familieret, men også andre juridiske problemstillinger. Det er vores klare opfattelse, at der er langt flere beboere som har fået juridiske problemer end dem, der henvender sig i Retshjælpen. Dem håber vi at få fat i ved at rykke ud i området med Udgående Retshjælp og tilbyde rådgivning tæt på, hvor folk bor og færdes,” siger Jørgen Peter Holst.
Kortlægningen af konsekvenserne af genhusningsplanen sker gennem interviews med beboerne. Der skal gennemføres så mange interview som muligt, så forskningsprojektet får så mange data indsamlet som muligt. ’Udgående Retshjælp’ formidler kontakt til beboere, og i den forbindelse er netværksmedarbejderen nødvendig for at få skabt tillid, så beboerne vil lade sig interviewe.
Med støtte fra Dreyers Fond har ’Udgående Retshjælp’ ud over netværksmedarbejderen ansat en studentermedhjælp til at gennemføre interviews og efterfølgende transkribere dem, så de kan indgå i det samlede forskningsprojekt. Forventningen er at få input til nye retshjælpsmodeller fra interviewpersonerne. Forudsætningen for kontakt til dem er også her, anbefalinger fra ressourcepersoner, så også her trækker ’Udgående Retshjælp’ på netværk og mediatorer i området.
Både juridiske og sociale udfordringer
”Ud over juridiske problemstillinger bliver nogle familier også berørt af genhusningsplanen, fordi de bliver splittet. Det er ikke ualmindeligt, at familier i Vollsmose bor tæt sammen og i dagligdagen støtter hinanden,” fortæller Birgitte Vinsten og eksemplificerer:
”Det kan være en ældre bedstemor, der bor i lejlighed tæt ved voksne børn og børnebørn og hjælper i dagligdagen med at hente og bringe børnebørnene fra daginstitution og skole, passer børnebørnene, når de er syge og så videre. Så får forældrene en mindre stresset arbejdsdag og støtter til gengæld den ældre i kontakt med sundhedsvæsenet og offentlige myndigheder, hvilket ofte kan være udfordret af mangelfulde danskkundskaber”.
Familiebånd bliver ofte adskilt af genhusningsplanen, som i eksempel ovenfor hvor voksne børn og børnebørnene bliver flyttet til andre bydele, og den ældre kvinde bliver boende i Vollsmose uden den tætte relation til sin nære familie. Derfor har genhusningsplanen også store sociale konsekvenser for familierne, fastslår Jørgen Peter Holst:
”Vi er nu kommet i gang med at interviewe beboere, som er berørt af genhusningen. Det viser sig, at nogle af de beboere, der bliver permanent genhuset uden for Vollsmose, kun kan flytte tilbage dertil, hvis de opfylder ’ghetto-kriterierne’ til indkomstniveau, uddannelse, ren straffeattest med mere. Det betyder, at nogle af beboerne ikke kan flytte tilbage, selv om de ønsker det. Det skaber stor frustration for dem, som har boet mange år i Vollsmose og har deres netværk der”.
Aktivt efterår i sigte
’Udgående Retshjælp’ fortsætter sit arbejde i Vollsmose og har i efteråret fokus på at få oprettet flere steder ude i området, hvor de kan tilbyde rådgivning til beboerne i deres nærområde samt at få gennemført så mange interviews som muligt med henblik på at få indsamlet et stort datagrundlag til forskningsprojektet. Birgitte Vinsten afrunder:
”Vi håber også, at interviewpersonerne vil fortælle os, hvor de går hen og søger alternativ rådgivning, hvis de ikke benytter sig af Retshjælpens tilbud. Også hvorfor de benytter andre rådgivere, som ikke er jurister eller har faglige forudsætninger for at rådgive. Endelig er vi spændte på, om vi får nye aspekter om genhusningsplanen, som vi ikke har været opmærksomme på. Det bliver et spændende efterår med formentlig mange nye udfordringer”.
Jørgen Peter Holst fra Retshjælp Fyn
Birgitte Vinsten fra Retshjælp Fyn
PROJEKTET
Dreyers Fond har ydet legat til projekt ”Udvikling af nye modeller for retshjælp til udsatte grupper”. I daglig tale ’Udgående Retshjælp’, som Retshjælpen Fyn i Vollsmose i Odense søgte om.
Projekt ’Udgående Retshjælp’ udspringer af et samarbejde med forskningsprojekt i samarbejde med den retssociologiske forskningsgruppe ved Juridisk Institut, SDU og ”Barrieres to Justice”-projektet ved Kriminologi, AAU.
DETAGERNE
Jørgen Peter Holst, jurist og leder af Retshjælpen Fyn, tidligere jobcenterchef i Odense Kommune
Birgitte Vinsten, netværksmedarbejder, mange års arbejdserfaring i Vollsmose, herunder integrationschef i Odense Kommune
Studentermedhjælper samt studerende i praktik fra SDU og AAU
BYDELEN
Vollsmose er en bydel i Odense med ca. 8.500 indbyggere, og området er på regeringens ”hårde ghettoliste”.
Odense Byråd har i samarbejde med boligforeningerne i området vedtaget en genhusningsplan for Vollsmose, hvor det er ønsket at bydelen bliver transformeret til en attraktiv bydel i social balance.
Transformationen skal ske ved at nedbringe antallet af almene familieboliger med ca. 1000 boliger gennem nedrivning og renovering i løbet af de kommende år. Der er ikke evidens for, at en sådan genhusningsplan vil have den ønskede effekt.