Viden om ny nordisk arkitektur

6. februar 2020

Med en række master classes for arkitekter og arkitektstuderende dette forår fejrer Bygningskulturens Hus og Kunstakademiets Arkitektskole skønheden, robustheden og den traditionsforlængende nordiske arkitektur.

Arkitekturen er blevet global. Nutidens arkitekter arbejder over landegrænser, i tværfaglige teams og opererer på et kommercielt presset marked, hvor det ikke længere er de lokale traditioner og materialer, der sætter retningen.

Hvordan kan vi fastholde de særlige strømninger og værdier, der kendetegner den nordiske arkitektur, og som bidrager til vores internationale førerposition inden for arkitektur? Og hvad er det for unikke stedsspecifikke traditioner, som vi bygger på, når vi bygger i Norden?

Med seks master classes undersøger og hylder Bygningskulturens Hus og Kunstakademiets Arkitektskole den traditionsrige nordiske arkitektur og skaber et fælles rum for refleksion.


Reiulf Ramstad fra Reiulf Ramstad Architects i Norge står for første master class den 20. februar.

Foto: CHRISTOPHE HAMM

Nordiske arkitekter fornyer traditionen

Snarere end at fokusere på det storslåede og generelle vil disse master classes kaste lys over nordiske arkitekter med et selverkendt forhold til egne traditioner og en aktiv stillingtagen til bygningernes skønhed og langsigtede holdbarhed – kvaliteter, der sikrer, at bygningerne får en længere levetid og dermed også bidrager til en mere bæredygtig verden.

Rækken af master classes løber fra den 20. februar til den 28. maj 2020 i Bygningskulturens Hus, og på scenen kan deltagerne møde nogle af feltets mest interessante nordiske stemmer. Deres arbejde spænder vidt i skala og er opført både i byen og på landet. Fælles er, at de aktivt forholder sig til stedet og den lokale identitet. Og at fornyelse af traditionen, nærheden til naturen og social inklusion er grundlæggende værdier.

Rækken af master classes bliver gennemført med støtte fra Foreningen Realdania, og Grundejernes Investeringsfond og Dreyers Fond.


Den svenske arkitekt Petra Gipp har deltaget med værker til en lang række udstillinger og er udgivet i magasiner og bøger i flere sammenhænge.

I 2019 var projektet Bruksgården i Høganæs nomineret til Mies van der Rohe Award for sin respektfulde og nytænkende tilbygning til den kulturhistoriske bygning fra 1805.

Der er master class med Petra Gipp fra Petra Gipp Arkitekur i Sverige den 30. april 2020.

Foto: Jens Markus Lindhe


Med respekt for bygningskunstens traditioner skaber Mette Tony og tegnestuen Praksis Arkitekter værker, som udviser forståelse for stedets historie og bygger videre på den.

Tegnestuen står blandt andet bag Svinkløv Badehotel, der med fokus på bæredygtighed og det traditionelle håndværk har genopført det ikoniske hotel i en moderne sammenhæng. Tegnestuen har blandt andet modtaget Nykredits Arkitekturpris, en Store Arne og Dreyers Fonds Hæderspris.

Der er master class med Mette Tony fra Praksis Arkitekter den 26. marts 2020.


Tham & Videgård er førende inden for ny svensk arkitektur. I mere end 10 år har de to arkitekter produceret enkel og klar arkitektur, som både har rødder i den folkelige nordiske arkitektur og den internationale scene.

Tham & Videgård har af to omgange modtaget den svenske Kasper Salin-pris og står bag værker som KTH Arkitektskolen i Stockholm og Moderna Museet Malmø.

Der er master class med Bolle Tham & Martin Videgård fra Tham & Videgård i  Sverige den 28. maj 2020.


Sami Rintala har i mere end 20 år skabt værker, der med en samfundskritisk vinkel bevæger sig i grænsefeltet mellem kunst og arkitektur.

Sami Rintala arbejder med lys og materialitet i arkitektoniske installationer og har bidraget til udstillinger på blandt andet Biennalen i Venedig, MAXXI Museum i Rom, Victoria and Albert Museum i London og the National Art Museum of China.

I samarbejde med Dagur Eggertsson startede Sami Rintala i 2007 tegnestuen Rintala Eggertson, som har modtaget Global Award for Sustainable Architecture.

Der er master class med Sami Rintala fra Rintala Eggertson Architects i Finland den 24. februar 2020.


Lenschow og Pihlmann er en ung tegnestue startet af Kim Lenschow Andersen og Søren Thirup Pihlmann.

Tegnestuen modtog i 2018 Hack Kampmann Arkitekturpris for Studielandsbyen i Viby, hvor tilbygninger til en gammel bindingsværksgård huser 56 moderne studieboliger og på elegant vis forbinder nyt og gammelt.

For samme projekt modtog tegnestuen Danish Wood Award for deres stærke materialevalg og æstetiske fortolkning af et moderne bindingsværkshus.

Master class med Kim Lenschow Andersen & Søren Thirup Pihlmann fra Lenschow&Pihlmann den 2. april 2020.

FAKTA

Master classes om ny nordisk arkitektur

20. februar: Reiulf Ramstad, Reiulf Ramstad Architects, Norge

24. februar: Sami Rintala, Rintala Eggertson Architects, Finland

26. marts: Mette Tony, Praksis Arkitekter, Danmark

2. april: Kim Lenschow Andersen & Søren Thirup Pihlmann, Lenschow & Pihlmann, Danmark

30. april: Petra Gipp, Petra Gipp Arkitektur, Sverige

28. maj: Bolle Tham og Martin Videgård, Tham & Videgård, Sverige

——————————————–

Master class-rækken bliver gennemføret med støtte fra Foreningen Realdania, og Grundejernes Investeringsfond og Dreyers Fond.

Deltagelse er gratis, men antallet af pladser er begrænset, så tilmelding er nødvendig.

Læs mere om de enkelte master classes og tilmeld på bygningskulturenshus.dk