Mere æstetik, energioptimering, lysindfald og pladsudnyttelse. Ønskerne til en ombygning kan være mange, og det betaler sig ofte at bruge en arkitekt til at få dem opfyldt optimalt. Alligevel holder mange danskere sig tilbage for at få råd.
Bolius og Danske Arkitektvirksomheder driver Danske Boligarkitekter, der med støtte fra Dreyers Fond har fået udarbejdet eksklusive boligreportager fra ombygninger håndteret af arkitekter. De udførlige og billedrige reportager bliver bragt i boligmagasiner og er tilgængelige online.
”Ved at vise værdien ved brug af arkitekter inspirerer vi boligejerne til at udnytte kompetencerne fra vores medlemmer, der alle har dokumenteret erfaring med ombygning af private boliger. Det giver bedre boligløsninger at få hjælp fra en dygtig arkitekt,” forklarer Lene Espersen, der er direktør i Danske Arkitektvirksomheder.
Moderniseret 50’er-villa
Ud over at vise de arkitektoniske veludførte løsninger er udfordringer og økonomi også synliggjort i reportagerne, fordi det ofte er her, boligejerne er usikre. Et af rådene er at udnytte en lokal arkitekt, der kender områdets entreprenører, håndværkere og prislejet.
Det gjorde familien Hjernø-Rasmussen, der rykkede fra Østerbro til Svendborg for at få plads og luft. Arkitekt Jørgen Dalgaard håndterede hele byggeprocessen for familien, der fik moderniseret deres 50’er-villa og skabt et lyst og åbnet hjem.
Ombygningen af huset i Svendborg er vist i reportagen ’Havudsigt på lærerbudget’.
Hot hus i Cold Hawaii
Et eksempel på et arkitekttegnet hus bygget op fra bunden kommer fra Agger nær Nordjyllands Cold Hawaii. Det strømlinede A-hus er skabt af arkitekt Søren Sarup. Han er vild med det vindblæste og naturskønne område og har integreret det i husets sjæl.
Læs hele historien og se de flotte billeder i reportagen ’A-huset i Agger’
Arkitekttegnede møbler
Naturen er også inviteret indenfor i et ombygget atelier ved Ejer Bavnehøj, der med hjælp fra blandt andet Tegnestuen Lorenzen er blevet til et unikt hjem. Ikke mindst de arkitekttegnede møbler med flere funktioner tilfører huset en ganske særlig æstetik.
Det stilrene hjem er detaljeret beskrevet i reportagen ’Fra værksted til wellness’
Nomineret til Renoverprisen
Den oprindelige funktion som kostald er husket og hædret i den gennemtænkte renovering af en gammel bondegård. Arkitekterne Kira Snowman og Uffe Topsøe-Jensen bor selv i den ombyggede landbrugsejendom, der er indstillet til Renoverprisen.
Henvisninger til det oprindelige dyrehold afslører sig i reportagen ’Nyt liv på bondegården”.
Dreyers Fond har støtte projektet med boligreportager, markedsføring og PR af Danske BoligArkitekter med det overordnede formål og ønske, at danskerne får bedre boliger.