Syv unge arkitektvirksomheder er udvalgt til at deltage i et forløb, der veksler mellem fælles workshops og individuel rådgivning og sparring med en mentor. Gennem forløbene får de unge arkitektvirksomheder støtte til at udvikle deres virksomheder som forretninger. Målet er at få skabt rum til fordybelse og nytænkning.
“Vi vil gerne hjælpe de unge firmaer til at præcisere deres faglighed gennem at styrke og udvikle deres forretningspotentiale. Som på skolerne har vi valgt den projektorienterede vejledning, hvor erfarne fagfolk fra branchen optræder som mentorer for i tæt samarbejde med den enkelte tegnestue at finde lige netop deres særlige indfaldsvinkel,” siger Mathilde Petri, arkitekt og medlem af Dreyers Fonds bestyrelse.
Der afvikles i alt syv fælles workshops i forløbet. De omhandler emnerne jura, økonomi og ledelse. Workshoplederne er alle toneangivende og markante personer indenfor deres respektive fagområder. Hver legatmodtager får desuden tilknyttet en mentor, som typisk er indehaver eller direktør for en markant arkitektvirksomhed. Forløbet er udviklet i samarbejde med Arkitektforeningen.
De syv unge arkitektvirksomheder og deres mentorer er:
- BCVA – Flemming Andersen, Flemming Andersen Arkitekter
- WE architecture – Lars Bo Lindblad, Rubow Arkitekter
- Planværkstedet – Helle Søholt, Gehl Architects
- POINT – Dan Stubbergaard, COBE
- Thorborg Skovsted Johansen – Peter Thorsen, Lundgaard & Tranberg
- Over Byen Arkitekter – Mette Kynne, Henning Larsen Architects
- Norrøn – Flemming Frost, Juul Frost Arkitekter
Forløbet afvikles i Arkitektforeningen i København i foråret 2014.
Læs mere her