Menneskerettighedsfokuseret forsvarsadvokat og arkitekt med særlig sans for sammenhænge
Den 24. marts bliver Dreyers Fonds Hæderspris 2021 tildelt forsvarsadvokat og grundlægger af Levende Menneskerettigheder Thorkild Høyer samt arkitekt Claus Pryds, der hyldes for sin følsomme og stemningsbærende tilgang til arkitektur.
Da det ikke er muligt at fejre Dreyers Fonds Hæderspris 2021 med et fysisk arrangement, bliver de to prismodtagere fejret digitalt med film og artikler om deres virke. Alt bliver udgivet på fondens website og sociale medier den 24. marts 2021. I filmen tager forsvarsadvokat Thorkild Høyer en tur rundt i København sammen med advokat og bestyrelsesformand for Dreyers Fond, Claus Barrett Christiansen, mens næstformand og arkitekt Mathilde Petri besøger Claus Pryds i et par byggerier, han har været arkitekt på.
Fra Venstre, bagerst: Claus Barrett Christiansen, bestyrelsesformand i Dreyers Fond og næstformand Mathilde Petri samt arkitekt Claus Pryds og advokat Thorkild Høyer, der begge modtager Dreyers Fonds Hæderspris 2021.
Thorkild Høyer taler ud på turen
De to advokater bruger hædersprisen som en anledning til at komme rundt i hovedstaden og debattere emner som de politiske konsekvenser af coronakrisen, balancen mellem stat og borger, prisen ved at være forsvarsadvokat for uglesete mistænkte og især vigtigheden af at lære unge mennesker om menneskerettigheder. Thorkild Høyer donerer derfor også de 400.000 kroner fra hædersprisen til Levende Menneskerettigheder, som han har grundlagt. Organisationen tilbyder gratis undervisning i menneskerettigheder til ungdomsuddannelser og folkeskolens udskoling. Et ambassadørkorps af advokater står for undervisningen.
Arkitekt Claus Pryds viser rundt
I filmen om arkitekt Claus Pryds besøger han henholdsvis Københavns Zoologiske Have og sit andet hjem på Langeland sammen med næstformand i Dreyers Fonds bestyrelse, Mathilde Petri. Huset på Langeland er ombygget i respekt for dets særlige karakteristika, mens formidlingshuset i Zoo Lab er indpasset med inspiration fra andre bygninger samme sted. Husene afslører hans indlevede og følsomme sans for at udvikle eksisterende sammenhænge. Claus Pryds vandt i 2009 idekonkurrencen om Statens Naturhistoriske Nationalmuseum og vandt i 2012 den formelle projektkonkurrence sammen med Lundgaard & Tranberg.
Årets prismodtagere valg med omhu
Hvert år bliver Dreyers Fonds Hæderspris uddelt til ildsjæle inden for de to brancher, fonden har til formål at støtte og udvikle. Prisvinderne får hver 400.000 kroner i anerkendelse for deres faglige virke og engagement som henholdsvis arkitekt og advokat. Den 74-årige advokat Thorkild Høyer modtager hæder for sin lange karriere som forsvarsadvokat, store engagement i menneskerettigheder samt modet til at sige magthaverne imod. Hæderen til arkitekt Claus Pryds bunder i hans sans for rum, tid og sted og dybe materialeforståelse. Ganske unikt har han også som enkeltmandsvirksomhed vundet store konkurrencer og bærer tunge projekter alene eller med selvvalgte samarbejdspartnere.