Arkitekt Mathilde Petri får faglige fortællinger af Claus Pryds, mens han viser rundt i henholdsvis en nyopført og en renoveret bygning. Begge bærer præg af hans identitet som arkitekt, der er også årsagen til, at han får Dreyers Fonds Hæderspris 2021. Som næstformand i fondens bestyrelse forklarer Mathilde Petri, hvorfor prisen går til Claus Pryds:

Det stærke ved Claus Pryds er hans sans for rum og hans følsomme materialeforståelse. For en arkitekt er stedet i sig selv også et materiale, så tilgangen og anvendelsen af materialer omhandler både beliggenhed og byggematerialer. Konkret kommer det til udtryk ved, at Claus Pryds er meget bevidst om de stemninger, han ønsker at forstærke fra stedets særlige karakter til materialernes iboende egenskaber.

Arkitektur er en sammenfatningens kunst, og med sin følsomhed og indlevelsesevne for steder og rum skaber Claus Pryds sammenhænge i det arkitektoniske udtryk. Samtidig er såvel nybyggede som renoverede bygninger præget af stor rumlig variation. Claus Pryds ved, hvad han vil have frem og evner på ypperste vis at få os andre til at opleve det.  

Det er også både stærkt og udsædvanligt, at Claus Pryds egenhændigt vandt idekonkurrencen om Statens Naturhistoriske Museum og efterfølgende projektkonkurrencen i samarbejde Lundgaard og Tranberg. Han valgte selv, hvem han ville samarbejde med og formår som ene mand at arbejde ligeværdig med en stor tegnestue.

Historien om Naturhistorisk

Helt tilbage i 2009 udskrev Statens Naturhistoriske Museum og geologisk institut på Københavns Universitet den første åbne idekonkurrence for arkitektonisk at sammensmelte museet og polyteknisk læreranstalt i Botanisk Have. Ene mand vandt Claus Pryds og blev derfor inviteret med til den formelle projektkonkurrence. Det milliardstore byggeri kræver flere muskler end en enmandstegnestue kan mønstre, så Claus Pryds valgte selv sin samarbejdspartner og vandt konkurrencen sammen med dem, hvad han fortæller om:

På det tidspunkt havde Lundgaard & Tranberg Arkitekter netop bygget Skuespilhuset, og deres profil er præget af de danske byggetraditioner og øje for det nære. De er en stærk spiller og kunne nemt løfte en opgave som denne selv, men vi har gensidig respekt i projektgruppen på 12, hvor jeg indgår som en lille part og byder ind, hvor min erfaring og mit perspektiv er vigtigt.

Et byggeri på 35.000 kvadratmeter til en milliard kroner er et stort sats, som jeg ikke kunne løfte alene, så der er tryghed i at gøre det med en stor tegnestue, som jeg lærer rigtig meget af at samarbejde med. Jeg kunne havde valgt en tegnestue med en mindre markant profil, hvor jeg mere bar designet, men arkitektur er en holdsport, og samarbejdet fungerer rigtig godt.

Om fremtiden og fortiden

I fremtiden ønsker jeg både at have store projekter og små projekter. Jeg sætter pris på begge dele, og selv om arkitekturen måske ser forskelligt ud udefra, er der en rød tråd i min brug af både rumlighed og materialer. Jeg er ikke bange for at gentage mig selv, for selv når jeg gør det samme, falder det færdige udtryk altid forskelligt ud alligevel.

Under uddannelsen blev jeg påvirket af andre arkitekter og kulturer, og jeg havde gode vejledere, der hjalp mig med at sætte retning. Det var også på arkitektskolen, jeg blev mere bevidst om, hvad jeg er formet af. Det, der fascinerer, er ofte bygget på minder – for mig for eksempel fra mine barndomshjem, byens bibliotek og mine bedsteforældre.

I dag er jeg mig bevidst, at detaljer som disse har indlejret sig i mit DNA. At vokse op i en slags Villa Villekulla har præget min rumlige forståelse og kommer til udtryk som indre arkitektur med lange gennemsyn og overraskelser i form af gemte rum og nicher. Nyborg Bibliotek er et foret hus af træ, der har givet mig en livslang kærlighed til materialet, mens tunge gardiner i mine bedsteforældres hjem har skabt sansen for alt fra stoflighed til ruminddelinger.

Selv om der ingen bevidsthed eller samtale var om arkitektur hvor jeg voksede op, er det alligevel alt det, der ligger langt tilbage, der har formet mig. Min stil er stilfærdig som min person, og ZOOLab er i virkeligheden et meget godt eksempel på, hvordan jeg ønsker, at min arkitektur skal virke – diskret og i samspil med sine opgivelser udenfor og varm indeni.

Fotos, ZOOLab: Fotograf Laura Stamer