Med Dreyers Fonds Hæderspris følger 400.000 kroner, som Thorkild Høyer donerer til organisationen Levende Menneskerettigheder, som han har stiftet for at udbrede kendskabet til menneskerettighederne. Det er især for dette fokus, at forsvarsadvokaten modtager hædersprisen, fortæller fondens bestyrelsesformand, advokat Claus Barrett Christiansen:

I Dreyers Fond har vi traditioner for at hædre advokater, der ud over at være faglige dygtige gør en forskel ved at engagere sig i demokratiet og uselvisk bruger tid på noget samfundsnyttigt. Dét gør Thorkild Høyer blandt andet via Levende Menneskerettigheder. Desuden er han ikke bange for hverken at sige myndighederne imod eller at blive upopulær på at forsvare dem, andre foragter.

Det er vigtigt, at nogen har mod til at holde magthaverne i skak, så balancen mellem stat og borgere ikke tipper, og det gør Thorkild Høyer gerne ved at blande sig i den offentlige debat. Han gør en indsats for, at de næste generationer får en forståelse for menneskerettigheder og demokratiets fundament via de dilemmaspil, som Levende Menneskerettigheder underviser i på ungdomsuddannelserne og i folkeskolens ældste klasser.

Det er et ambassadørkorps af advokater, der gratis tilbyder deres tid til at undervise. Det er sympatisk at have skabt en organisation, hvor advokater kan bruge deres rolle på andet end at tjene penge. Advokatfaget har en særlig rolle i bevarelsen af demokratiet og retsstaten. Det er i særdeleshed også sympatisk, at Thorkild Høyer donerer sin hæderspris til at udvikle og bevare Levende Menneskerettigheder, siger bestyrelsesformand Claus Barrett Christiansen.

Gør menneskerettigheder levende

Som Thorkild Høyer siger i den film, Dreyers Fond har produceret om ham i anledning af hædersprisen, kunne han fint bruge 400.000 kroner selv, men det er vigtigere, at de bliver anvendt til udbredelsen af viden om menneskerettigheder til unge mennesker. Han forklarer hvorfor:

Menneskerettigheder er for mig de mest basale værdier i ethvert civiliseret samfund, og dermed er det også danske værdier og bør være en del af vores DNA – især i en tid hvor vigtige værdier er i skred. Det gælder både menneskerettigheder og herunder ytrings- og forsamlingsfriheden. Det er værdier, vi alle bør stå på mål for, og som det er uværdigt at trække til grænsen.

Udfordringen er, at der er faldet støv over de vigtige værdier og opnåede rettigheder, fordi vi ikke selv har kæmpet for dem. De unge har slet ikke, og forstår bedst værdien ved at prøve det på egen krop. Det er derfor, at vi i Levende Menneskerettigheder har udviklet dilemmaspil. Når klassekammerater pludselig skal debattere noget etisk vigtigt mod hinanden og har en advokat som dommer, SÅ bliver menneskerettighederne levende for dem.

Forsvarer forhadte forbrydere

Selv om det er i Danmark, Thorkild Høyer arbejder for udbredelsen af menneskerettigheder, er det også hans arbejde i mindre veludviklede demokratier, der har inspireret. Som udsendt flere gange for blandt andet DANIDA og Folkekirkens Nødhjælp har han set, hvor vigtigt det er at overholde og værne om menneskerettighederne. Derfor kan det også synes selvmodsigende, at han har forsvaret både krigsforbrydere i udlandet og nogle af de mest hårdkogte kriminelle herhjemme. Det er det dog ikke for Thorkild Høyer:

Det er en sjældenhed at møde koldblodige forbrydere, og jeg har aldrig oplevet, at der ikke var en menneskelighed, der fortjente at blive forsvaret. Menneskerettigheder handler jo om at beskytte individet mod magten eller staten, og det arbejde løfter jeg som forsvarsadvokat. Alle har ret til at blive hørt, ligegyldigt hvad de har gjort. 

Selvfølgelig skal der være en straf for forbrydelser, men jeg har levet længe nok til at have oplevet 70’ernes reformer inden for strafferettens område, hvor fokus var rehabilitering og afkriminalisering i højere grad end straf. I dag er det holdningen, at straf er det eneste saliggørende, men et fængselsophold uden fremtidsudsiger skaber blot mere raffinerede og hårdkogte kriminelle.

Desuden har strafferetssystemet grundlæggende ikke ændret sig i århundreder herhjemme, mens eksempelvis mægling vinder markant frem i andre lande. Vi er for lidt eksperimenterende.

Der er en stigende tendens til, at politiske signaler påvirker domstolene. Politikere ytrer sig jævnligt om konkrete straffesager med krav om domfældelse og høje straffe. Begge dele er undergravende for grundlæggende retsprincipper.

Retfærdighedssans fra barnsben

Som midterste søn i en flok på fem fra en nordjysk godsejerfamilie var en karrierevej som forsvarsadvokat ikke oplagt for Thorkild Høyer. Som de fleste andre unge var han i tvivl om uddannelse, men valgte juraen, blandt andet inspireret af Carl Madsen. Han blev på grund af studenteroprøret færdig med forsinkelse, og samtidens store arbejdsløshed tvang ham til at starte som arbejdsmand på B&W, før han fik sit første job som advokatfuldmægtig og fandt sit kald i straffesagerne. De basale værdier har han dog med fra barndomshjemmet.

Vi havde to gårde, så der var mange ansatte. Mine forældre tog sig altid af de svage, og vagabonderne blev også inviteret indenfor. Min mors udprægede retfærdighedssans udviklede min, og det gjorde studenteroprøret også, selv om det på mange måder gik for langt. I hvert fald fik jeg tidligt en oprørstrang og især mod mægtige modstandere, som det ofte er i straffesager, hvor en tiltalt står over for staten som anklager.

Min interesse for de marginaliserede og udsatte er fortsat gennem min karriere, mens mine opgaver i udlandet har givet mig et nyt syn på vores egne samfundsproblemer. Ligesom det har givet mig ny energi at komme ud i verden, tror jeg på, at input udefra og forandringer tilfører en friskhed. Vi kunne med fordel overveje rokade for dommere, så de ikke sad der for livstid, eller måske bare et krav om løbende supervision, også for anklagemyndigheden. Vi risikerer alle at gro fast i vores arbejde, og blive fastlåste i vores holdninger.