Kærligheden kan slå ned som lynet og ændre alt. Det har Suste Bonnén prøvet og måtte flytte til Bornholm, mens hendes børn måbende så til. I bogen ’Elskede huse’ er hendes ærinde derfor også at fortælle om de mennesker, der ofrer deres energi og økonomi i kærlighed til et fredet hus.
’Elskede huse’ har tekster af Louise Svanholm og er netop udkommet som en efterfølger til den første massive coffeetable-bog ’De bevarer Danmark – kærlighed til fredede huse’ af Suste Bonnén. Hun er allerede i gang med research til bind 3, for der er så meget at vise frem og fortælle om.
Hendes passion for de gamle smukke huse har stået på længe før bæredygtighedsbølgen skyllede ind over kontinentet, og allerede i barndomshjemmet blev interessen vakt af en far, der var arkitekt.
”Det er ikke det værste at vokse op med en sans for arkitektonisk værdi. Hvis vi bliver vækket med et ”Se der!” opdager vi deltaljerne.
Når vi først ser det smukke, kan vi ikke holde det grimme ud. Jeg tror på, at vi bliver bedre mennesker af at være omgivet af kvalitet,” siger Suste Bonnén.
Huse der kalder
Da hendes yngste barn var blevet student og var flyttet hjemmefra, begyndte en ny æra af livet, og det var her, lynet slog ned. Det skete i Rønne på Bornholm, hvor Suste Bonnén nu var nødt til at rykke til for at følge hjertets uransagelige veje. I dag bor hun atter i København, men kærligheden til de fredede huse lever videre i hendes bøger.
”Vi kan forelske os i et menneske, som vi vil gøre alt for. Det er måske charmen, vi falder for, mens vi først med tiden får øje for alle deltaljerne og finder ud af, hvad personen indeholder, og hvori kvaliteterne – og måske skavankerne – består. Det er det samme med et hus,” siger Bonnén og fortsætter:
”Det er sjældent det store, flotte og færdige hus, vi falder for. Det er altid noget, der føles inden for rækkevide og mere en fornemmelse af, at noget kalder på os – en omsorg. Vi får lyst til at gøre noget for det – i respekt for det, der allerede er”.
Hyldest til ejerne
Glem alt om plastikvinduer og en tilbygget carport. Som ejere af et fredet hus tager man en historie på sig. Et fredet hus kan både være en gave og en forbandelse. I hvert fald er de ofte en stor udfordring, for der følger klare forpligtelser med – og sjældent tilstrækkelig økonomisk kompensation.
”Som land bør vi hylde det private initiativ, for der bliver lagt mange kræfter i de fredede huse. De gror ikke op igen, hvis vi fælder dem. De skal passes på. For nogen bliver opgaven for stor, men mange magter det, især fordi de lægger et kæmpe arbejde i det. Derfor er de mennesker, der bor i de fredede huse, vigtige at fortælle om,” forklarer forfatteren.
Nogle har arvet deres huse eller herregårde, og Suste Bonnén påpeger, at hvad der kan ligne held og luksus ofte gemmer på et uendeligt knokleri, for æren byder ejeren at give stedet mindst lige så godt videre, som det blev modtaget. Andre ejere har selv valgt deres skæbne som herre; ikke kun i et hus men for et hus.
Fredning forpligter
”Til bogens udgivelsesreception på 4. Maj Kollegiet kom de familier fra Fanø, der bliver fortalt om i bogen. De er københavnere, der faldt for fredede huse på den sydfynske ø, flyttede dertil og med tiden er blevet selvuddannede kunsthistorikere ved at arbejde på husene,” fortæller Suste.
Hun tilføjer også, at den ene familie brugte halvanden million mere end beregnet på istandsættelsen af deres fredede hus uden at kunne få udgifterne tilnærmelsesvis dækket hos Kulturstyrelsen. Og det selv om huset hører under den danske bygningsfredningslov, der fylder 100 år og også får plads i ’Elskede huse’. Forfatteren siger:
”Hvis det særlige bygningstilsyn under Kulturministeriet fagligt vurderer, at et hus er fredet, har du som ejer pludselig en kulturperle. Tillykke med det. Nogen bliver glade – andre mindre. Der følger mange forpligtelser med, og der kan være både besværligt og dyrt, så man skal oprigtigt elske huset”.
Elskede huse
af Suste Bonnén og Louise Svanholm
Udgivet på Frydenlund 2019
Støttet af Dreyers Fond m.fl.
