Dette indlæg fra bogen ’Retten til det gode design’ er skrevet af Claus Barrett Christiansen, der er advokat med speciale i immateriel ret og partner i Bech-Bruun samt medlem af Foreningen for Beskyttelse af Arkitektur, Design og Kunsthåndværk og endelig også bestyrelsesformand i Dreyers Fond. Bogen blev udgivet i forbindelse med lancering DesignNævnet.
Der er i medierne ofte historier om specielt mindre designere, som bliver kørt over af store virksomheder, som kopierer deres design. At komme sådan kopiering til livs er både dyrt og langsommeligt i det danske retssystem, hvilket er en af hovedårsagerne til, at vi har brug for et designnævn.
Hvis man som designer finder pengene, tiden og modet til at tage kampen op imod dem, som kopierer ens design, så ender man oftest op med endnu en skuffelse, hvis man vinder sagen, for det, som man tilkendes i erstatning og vederlag, er så begrænset, at det oftest ikke har været ulejligheden værd. Men sådan er praksis i Danmark lige nu, og der er intet i sol og måne, som indikerer, at det er ved at ændre sig.
Når rammer begrænser
I debatten om krænkelse af rettighederne til andres design skelnes der dog sjældent mellem det åbenbart urimelig i, at det faktisk økonomisk mange gange kan betale sig at kopiere, og så det forhold, at det ikke er hensigtsmæssigt – og specielt ikke for mindre designere og designvirksomheder – at den immaterialretlige beskyttelse bliver for bred og altomfattende.
For bred en immaterialretlig beskyttelse hæmmer kreativiteten og skaber uhensigtsmæssige begrænsninger, hvilket aldrig har været meningen med den immaterialretlige beskyttelse. Hvor mange stole, borde, urtepotter og sko kan der designes, hvis beskyttelsen er for bred, og alt skal være helt nyt og aldrig set før?
En afvejning af beskyttelse af kreativ indsats overfor nødvendigheden af ikke unødigt at hæmme kreativiteten, har altid været et skisma indenfor ophavsretten og designretten, og det har været forsøgt løst på forskellig vis.
Beskyttelse varer ikke evigt
Rettigheder som designbeskyttelse og ophavsret har således altid været tidsbegrænsede, i USA er dette sågar skrevet ind i forfatningen som en forudsætning for beskyttelse. Herudover har der i de fleste lande været en begrænset beskyttelse for brugskunst, og også den tidsmæssige udstrækning af beskyttelsen for brugskunst har i visse lande været kort, hvilket de internationale konventioner giver plads til.
Den begrænsede beskyttelse af brugskunst har været funderet i en betragtning om, at man ikke skal have mulighed for gennem ophavsret og design at monopolisere funktion, dertil er bl.a. den ophavsretlige beskyttelsestid for lang og beskyttelsen for diffus i indhold, og så må man i stedet søge beskyttelsen gennem eksempelvis et patent.
I EU er den begrænsede beskyttelse for brugskunst imidlertid forladt, og EU Domstolen har gentagne gange dikteret, at der ikke må være forskel på beskyttelsen af brugskunst og andre ophavsretlige værker, dog fortsat således at den tekniske funktionalitet ikke beskyttes indenfor ophavsretten og designretten.
En yderligere begrænsning af den immaterialretlige beskyttelse findes i det universelle princip, som altid har været gældende i ophavsretten, nemlig at der aldrig ydes beskyttelse for en idé, men kun udtrykket, den såkaldte idea expression dichotomy. Det vil sige, at man kan uden at krænke lade sig inspirere af en idé, når blot man ikke kommer fort tæt på selve udtrykket.
Hvordan idé og udtryk adskilles, er ikke altid nemt at afgøre, men for eksempel er ideen bag Stokkes berømte Trip Trap stol, at stolen vokser med barnet, og kan reguleres med fodstøtte og sæde efterhånden som, barnet vokser, og det er ikke beskyttet, for det er en idé og tillige funktionelt, men den måde Stokke har løst den udfordring designmæssigt på, det kan beskyttes, for det udgør det konkrete udtryk af idéen.
Når krænkelser betaler sig
Der er således en række begrænsninger i den immaterialretlige beskyttelse af design, og hvis domstolene sikrer, at sådanne begrænsninger anvendes som forudsat af lovgiver, så synes der at være en fornuftig afvejning mellem beskyttelsen af den kreative indsats overfor hensynet til den frie konkurrence og til, at kreativiteten ikke unødigt begrænses til skade for samfundet.
Når urimelige situationer opstår, hvor der utilbørligt snyltes på andres frembringelser og opbyggede markedsposition, uden det falder indenfor den immaterialretlige beskyttelse, så er der markedsføringslovens retsværn at falde tilbage på.
En fornuftig afvejning af de forskelligrettede hensyn i forhold til beskyttelse bør dog give sig udslag i højere erstatning og vederlag for krænkelse af de design, som virkelig fortjener beskyttelse. Det har aldrig været intentionen, at det skal kunne betale sig at krænke andres rettigheder, og det kan det ofte i dag.
DesignNævnets rolle herfra
Det ligger dog desværre nok udenfor kompetencen for det nye designnævn at ændre på dette, men til gengæld kan designnævnet forhåbentligt tilbyde en hurtig og effektiv sagsbehandling på et højt juridisk niveau, således det stadig kan betale sig at forfølge krænkelser for mindre designvirksomheder og designere.
Med til historien hører også, at de fleste krænkere som, uden intention om krænkelse, er kommet galt afsted, måske fordi der er tvivl om beskyttelsens omfang, også oftest blot ønsker at få afgjort spørgsmålet om krænkelse hurtigst og billigst muligt, og med det in mente er der en god chance for, at DesignNævnet bliver en succes.
Hvad er idé og hvad er udtryk? Idéen er formentlig ”vinger til en ske som får barnet til at åbne munden”, hvilket ikke kan beskyttes. Udtrykket derimod er ”stribede vinger i en bestemt form, et bestemt haleror og bestemte farver”, og det kan måske beskyttes. Og der er tusindvis af variationsmuligheder for udtrykket, så konkurrencen og kreativiteten begrænses ikke unødigt.
Der er angiveligt heller ikke nogen teknisk funktion, som skal begrænse beskyttelsen, for et barn er nok ikke fra fødslen udstyret med reflekser, så barnet åbner munden, når det ser lige præcis et fly med dét udtryk, for det er nok mere idéen om et fly, som får barnet til at åbne munden.
Alle illustrationer i bogen og her er skabt af Marta Sawicka.
