En ny, lyserød kulturpavillon i Sophienholms park er syet af planteindfarvet sejldug og inspireret af vikingetidens langhus og det arabiske beduintelt. Den irakisk-danske arkitekt Noor A. Husein, som står bag pavillonen, har blandt andet involveret udsatte kvinder, tømrere med bæredygtighedsprofil, internationale sejlproducenter, STARK Gentræ, kunstig intelligens og almindelige parkbrugere i pavillonens tilblivelse.
Lyserøde Drømme er en arkitektur-, kultur- og kunstpavillon, som står offentligt tilgængeligt i Sophienholms park fra den 4. maj til den 6. juni 2024. Pavillonen er udtænkt af arkitekt Noor A. Husein og udført med fokus på både social, kulturel og miljømæssig bæredygtighed fra idé og udformning til materialevalg, opførelse og efterliv.
Kulturpavillonen er støttet af Dreyers Fond.
Nordisk-arabisk inspiration
Den nye pavillon forener dansk-nordisk træbyggetradition i form af vikingetidens sociale langhus med det arabiske beduintelt og det mesopotamiske gæstehus af siv, mudhif, fra moserne i marsklandet i det sydlige Irak.
Pavillonen tilbyder brugerne af Sophienholm Park et pauseophold fra hverdagens ræs og verdens tumult, uagtet alder, kultur og social baggrund. Her kan alle møde hinanden i øjenhøjde i et pauserum og gæstehus i rå trækonstruktion draperet med lyserødt sejl og med bænke inspireret af det arabiske beduin-siddearrangement jalsa.
Noor A. Husein, som står bag pavillonen, er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen Aarhus i 2020 og har senest afsluttet et efteruddannelsesforløb i bæredygtigt byggeri. Efter at have arbejdet på forskellige tegnestuer både i Danmark og i udlandet, forsøger hun nu med pavillonprojektet at finde sin egen vej i krydsfeltet mellem arkitektur og kunst – med afsæt i sin egen tværkulturelle personlige og faglige rejse som irakisk-dansk kvinde og arkitekt.
”Pavillonen er et forsøg på at forme ikke kun rum men også rummelighed; et forsøg på at forme samskabelse og bane vej mellem kulturer. Det har været utroligt givende. Som arkitekt samler man altid mange parter, men her har alle virkelig fået deres besyv med og har været med til at forme projektet, så det lige så meget er deres. Det er jeg yderst taknemmelig for,” siger Noor A. Husein og tilføjer:
”Og så har jeg brugt AI i mine forstudier, så teknologien giver på en måde også et bidrag.”
Forstudier med AI. Foto: Noor A. Husein
-
Syet af sejldug
Det lyserøde patchwork af tekstiler består af rester af sejldug doneret af sejlproducenterne Quantum Sails og UK Sailmakers Danmark. Syningsarbejdet og planteindfarvningen er udført af den socioøkonomiske virksomhed I Tråd Med Verden. Virksomheden arbejder med kasserede tekstiler lokalt i udsatte boligområder og beskæftiger udsatte kvinder med forskellige baggrunde for at give dem en bedre chance på arbejdsmarkedet.
Under sejldugen er pavillonens konstruktion modulær og let-adskillelig, udført af en blanding af genbrugstræ fra byggepladser og certificeret træ sponsoreret af STARK Gentræ. Pavillonen er opført af MIKO Entreprise, der har erfaring med at bygge i genbrugstræ og med henblik på efterfølgende genanvendelse og upcycling. Pavillonen kan således nedtages og opsættes et nyt sted eller genbruges til noget andet i sine enkeltdele.
De Lyserøde Drømme bliver dermed til på Sophienholm, forklarer Noor A. Husein, men påbegynder forhåbentlig herefter et langt nomadeliv.
Indfarvning med plantefarve.
Kvinderne fra I Tråd Med Verden er med til at designe dugen.
Tømrere fra MIKO Entreprise bygger pavillonen.
-
Springer med foråret og falmer i solen
En uge inden ferniseringen var der event i Sophienholms Norske Hus, der blev indrettet som et on-site værksted for Lyserøde Drømme. Parkbrugerne og kunsthalsgæsterne fik dermed mulighed for at deltage i og fejre pavillonens tilblivelse – til tonerne af nordisk og arabisk folkemusik.
Ferniseringen og pavillonåbningen af de Lyserøde Drømme i Sophienholm Park sker den 4. maj, og alle kan gratis besøge pavillonen og opleve dens udvikling hen over sommeren.
”Fordi den er indfarvet med plantefarve, vil den blive påvirket af solens UV-lys. Nu i foråret er den meget mættet i farven, men i løbet af sommeren vil den langsomt falme. Det synes jeg er smukt, at den på den måde er i organisk samspil med sine omgivelser,” siger Noor A. Husein.