Advokat Maria Hougaard Jensen har afsluttet en LL.M på Boston University med støtte fra blandt andet Dreyers Fond. Siden hun søgte ind på jurastudiet, har hun drømt om at læse på et amerikansk universitet, og som 2. års advokat rejste hun endelig til Boston for at udleve drømmen. Maria Hougaard Jensen deler her sine oplevelser til inspiration for andre, der måske også går med en drøm om at studere i udlandet.
Siden Maria Hougaard Jensen søgte ind på jurastudiet, har hun drømt om at læse en LL.M på et universitet i USA. Efter sin kandidatgrad fra Københavns Universitet fik hun job som advokatfuldmægtig hos Kromann Reumert og i årene som advokatfuldmægtig beholdt Maria Hougaard Jensen sin drøm om at læse en LL.M på et amerikansk universitet og lære nye perspektiver på advokaterhvervet. Som 2. års advokat fik hun muligheden for at søge ud af trygge rammer hos Kromann Reumert og starte på Boston University.
”På Boston University fik jeg mulighed for at dykke ned i det amerikanske advokaterhverv, som jeg ellers kun havde set på TV. Da jeg herhjemme arbejder med proces, havde jeg besluttet mig for primært at tage fag inden for ’Litigation’ og ’Alternative Dispute Resolution’. Amerikanske advokater har jo ry for at være lidt mere ’dramatiske’, end vi er herhjemme, og det var virkelig lærerigt og utrolig spændende at lære helt nye teknikker indenfor proces. Jeg blev blandt andet uddannet i, hvordan man i en retssag kan fremlægge sagens faktum og bevismaterialet på en overbevisende måde, blandt andet med teknikker indenfor kropssprog. Herudover lærte vi, hvordan egne vidner kan afhøres så de fremstår troværdige samt vidnepsykologi i forhold til, hvordan man kan gennemskue, om vidner taler sandt,” fortæller Maria Hougaard Jensen.
Nye perspektiver på faget
I løbet af sin tid på Boston University fik Maria Hougaard Jensen også mulighed for at dykke ned i et for hende nyt univers, nemlig alternativ konfliktløsning, der primært handler om, hvordan man kan hjælpe klienten med at løse tvister udenfor retssystemet. Ud over fag inden for alternativ konfliktløsning tog Maria Hougaard Jensen en dag inden for ’Lawyering’, hvor hun blev uddannet i sin skriftlige og mundtlige kommunikation med klienter, modparter og dommere. Maria Hougaard Jensen havde ikke set lignende fag i Danmark, og derfor så hun det som en oplagt mulighed for at blive en dygtigere advokat. Maria Hougaard Jensen fortæller:
”Med alternativ konfliktløsning fik jeg for alvor udviklet mine forhandlingsteknikker, men jeg blev også udfordret på mere personlige sider som empati og aktiv lytning. Jeg tog også fag indenfor ’Lawyering’, der blandt andet indebar ’mock interviews’ og ’mock trials’, der var en slags rollespil, hvor vi blev kastet ud i en række forskellige situationer med klientrelationer samt ’kontroverser’ med dommere og modparter. Her fik jeg virkelig mulighed for at udvikle mine taleevner, og det var især interessant at få feedback på min evne til at kommunikere med klienter og dommere.”
Nye venner og internationalt netværk
Udover de faglige muligheder giver studieophold i udlandet mulighed for at møde mennesker og få venner fra hele verden samt få et bredt internationalt netværk. Det har for Maria Hougaard Jensen betydet, at hun kan blive en del af et internationalt akademisk netværk, som hun ikke havde fået adgang til, hvis ikke hun havde studeret i udlandet.
”I løbet af uddannelsen mødte jeg en masse mennesker fra hele verden. En håndfuld af dem blev mine rigtig gode venner, som jeg både tilbragte meget tid sammen med i Boston og rejste rundt med i hele USA. Det er selvsagt en kæmpe gave at have venner fra andre kulturer, og det har tilført en masse diversitet i min ellers relative homogene vennekreds. Lidt overraskende fik jeg også en god relation til en række af de amerikanske professorer fra Boston University, som jeg stadig i dag har kontakt til. Det betyder blandt andet, at jeg kan blive inviteret til spændende seminarer,” fortæller Maria Hougaard Jensen.
USA ind under huden
Maria Hougaard Jensen havde sin kæreste med til Boston, og sammen benyttede de sig af muligheden for at opleve USA og især Boston, fortæller advokaten:
”Udover skønne rejser rundt i hele landet fik vi også en stor kærlighed for Boston. Blandt andet fik vi set masser sport, herunder baseball, hvor vi så Boston Red Sox på det famøse Fenway Park, ishockey, hvor vi så Boston Bruins og basket. Vi fik også drukket en masse kaffe fra Dunkin’ Donuts, der har sin oprindelse i Boston, og spist alt for mange lobster rolls. Alt i alt blev vi meget glade for den amerikanske kultur, som dog også i sidste ende fik os til at sætte ekstra meget pris på alt det, vi har herhjemme i Danmark.”